Hans Christian Ørsted
Et Blad Af Fysikens Og Kemiens Historie
Forfatter: Laurits Lauritsen
År: 1909
Forlag: Andr. Fred. Høst & Søns Forlag
Sted: København
Sider: 134
UDK: 92 Ørs
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
28
Det gik imidlertid ikke saa let, som Ørsted fra først af havde
tænkt sig.
Ritter paastod at have iagttaget, at Ladningssøjlen, naar den
blev stillet lodret eller endnu bedre dannede en Vinkel paa
50—70° med den vandrette Plan, blev + E. foroven og + E.
forneden. Elektriciteten i Søjlen maatte da være fremkommen
ved Fordeling fra Jorden, som altsaa havde to elektriske Poler,
ligesom den har to magnetiske.
Denne Iagttagelse, som sikkert var en Fejltagelse, hagede de
to Fysikere sig fast i.
Fra den 5.—8. September anstillede Ørsted en Mængde For-
søg dels alene dels i Overværelse af de to Fysikere for at vise
Rigtigheden af Ritters Opdagelse, men uden Resultat.
Det lykkedes dog Ørsted at faa udvirket, at Ritter blev Med-
lem af Akademiet i München med en aarlig Gage af 14—1500
Gylden, men da var det for sent; hans Kraft var brudt.
I de sidste Aar af sit Liv var Ritter bleven mere og mere
hengiven til Brugen af Opium. Hadet og forfulgt i München
for sin Tro paa Ønskekvisten og for Indkaldelsen af den tyrol-
ske Bonde Campetti, der foregav ved Hjælp af Ønskekvisten
at kunne opdage Metaller og Kilder i Jorden, døde han som en
ulykkelig nedbrudt Mand den 23. Januar 1810.
Ørsted omtaler ofte Ritter i sine Breve og meddeler nu og da
et lille Træk, der tjener til Oplysning om hans Liv og hans Sær-
egenheder.
Ritters Fattigdom og den ringe Forstaaelse, han mødte, gjorde
ham tavs og indesluttet.
Ørsted fortæller om sit første Møde med ham, at han opnaaede
at vinde hans Fortrolighed efter en længere Samtale med ham.
Allerede et Par Dage efter deres første Møde skriver Ørsted
i et Brev hjem, at han nu har indgaaet et „meget nøje Venskab
med Ritter“.
Den Omstændighed, at andre flere Gange havde udgivet Rit-
ters Opdagelser som deres egne, bidrog ogsaa sit til at gøre ham
utilgængelig for andre Mennesker.
1 Selskaber tav han næsten altid helt stille, fordi, siger Ør-
sted, — „at han ansaa de Mennesker, som vilde gøre Fordring
paa at være meget oplyste, for lidet mer end Pøbel“.