Hans Christian Ørsted
Et Blad Af Fysikens Og Kemiens Historie
Forfatter: Laurits Lauritsen
År: 1909
Forlag: Andr. Fred. Høst & Søns Forlag
Sted: København
Sider: 134
UDK: 92 Ørs
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
41
skab til en Del Stoffer og kemiske Processer er Resultaterne af
Alkymisternes Studier.
Materialet ophober sig ned igennem Tiderne, og Trangen til
Forstaaelse former sig til Systemer. Den ene Teori afløser den
anden. Den Forklaring, som i en Tidsperiode er rigtig, kuld-
kastes af en anden Periodes Teori. —
Ørsted opkaster nu det Spørgsmaal: „Er det sandsynligt, at
vi nu er i Besiddelse af den sande Teori, som skal staa urokke-
lig mod alle kommende Tiders Angreb?“
Og hans Svar lyder: Nej, der er ikke Spor af Sandsynlighed
for, at vor Tids Forklaring er rigtigere end Fortidens.
Men hvorledes stiller Kemikerne sig da til disse uholdbare
Teorier? —
Og hvorledes bør man stille sig til dem ?
Nogle forkaster alle Systemer eller benytter dem kun til at
ordne Stoffet.
Andre - de unge — siger : Er den sande Teori ikke funden,
nu vel saa kan den findes! Saa er der netop noget at arbejde
for. — Men de forgangne Slægter, — „den forklarede Række af
Helte i den menneskelige Aands Historie“ — skuer rolig ned
paa Forvirringen. „Vi har anvendt megen Tid og sat megen
Kraft ind paa at grandske Naturen, og har vi end ikke fundet
Sandheden, saa har vi dog meddelt eder Love, hvoraf I kan be-
regne meget, som intet Øje før har set.“
Enhver lærer af sin Fortid og lærer sine Efterfølgere! Der-
ved opnaas stadig et større Kendskab til Naturen og samles et
større Fond af Kundskaber.
I enhver Teori ligger en indre Kærne gemt, der af alle Tider
vil anerkendes som en værdifuld videnskabelig Sandhed.
„Kemiens Historie er en sand Udvikling fra en første Spire
til en fuld Organisation, som hver Dag endnu skyder nye Grene
og aldrig vil ophøre at bære nye Frugter, saa længe Naturen,
hvori dens Rod staar plantet, er uudtømmelig i at tilføre den ny
Næringskraft.“
Det var disse Foredrag, der samlede saa mange Tilhørere,
at Salen ikke kunde rumme dem, der ønskede at høre dem, og
man kan forstaa, at den unge begejstrede Videnskabsmand med