Hans Christian Ørsted
Et Blad Af Fysikens Og Kemiens Historie

72 Den 7. November 1850, 50 Aars Dagen for Ørsteds Ansæt- telse ved Universitetet, blev en Festdag for Ørsted. Folk af de forskelligste Samfundslag kappedes om at vise ham Opmærksomhed. Kongen udnævnte ham til Gehejmekon- ferentsraad, en Udmærkelse som ingen anden Professor ved Universitetet havde været Genstand for. Fra Universitetet modtog han en Doktorring med Minerva- hoved, udskaaret i Guld og omgivet af Diamanter. En Deputation fra Industriforeningen takkede ham for, hvad han havde udrettet for Industrien. Om Aftenen blev foranstaltet et Fakkeltog med Sang af Studenter. Selve Festen blev afholdt paa Oehlenschlägers tidligere Bo- pæl, Fasangaarden i Frederiksberg Have, der nu ved denne Lej- lighed blev tilskødet Ørsted for Livstid, og hvor man havde op- stillet hans Buste. Ørsted glædede sig meget til at henleve sine sidste Dage der- ude i de rolige landlige Omgivelser. „Naar Træerne skyder Knopper og Solen kommer lidt frem, tager vi derud,“ sagde han en Dag i Begyndelsen af 1851 til H. C. Andersen. Herude vilde han skrive en Afhandling om Opdragelse og nogle Tillæg til „Aanden i Naturen“, en Række Afhandlinger, som han i de sidste Aar af sit Liv havde samlet i 2 Bind, og i hvilke han gør Rede for sin Naturopfattelse. Døden satte Dæmning for hans Planer. Ørsted kom ikke til at bebo Fasangaarden. I Februar begyndte han at skrante. Det syntes dog, som han skulde komme over Sygdommen, og ingen anede — mindst han selv — at Døden var saa nær forestaaende. Den 1. Marts deltog han i et Middagsselskab og senere i en Familiefest med sædvanlig Livlighed. Den følgende Morgen stod han tidlig op og gav sig til at ar- bejde i et koldt Værelse. Da blev han greben af stærke Kulde- gysninger og maatte gaa til Sengs. Og Ørsted kom ikke op mere, s Lægen erklærede, at Brystet var angrebet. Ørsted selv haabede paa Bedring, men hans Omgivelser maatte snart opgive Haabet om Helbredelse.