Hans Christian Ørsted
Et Blad Af Fysikens Og Kemiens Historie

75 tydning, at faa Fysikere Verden over til at beskæftige sig med den. Med Ørsted gik ikke blot en stor Videnskabsmand, men og- saa et stort Menneske bort. „Der var intet hos ham, som man behøver at lægge Dølgs- maal paa eller stille i et bedre Lys, før man viser det for Verden, og man kan derfor vel sige om ham, at han ikke blot var en stor Videnskabsmand og en sjælden Tænker, men ogsaa, at han var et stort og sjældent Menneske.“ Saaledes slutter Hauch sin Biografi af Ørsted 1852, og H. C. Andersen skrev ved hans Død: „Han var saa sand, han var saa ejegod. Et Barnesind og dog den dybe Tænker.“ Maaske Ørsteds Omsorg for H. C. Andersen mer end noget andet viser Ørsteds gode Hjerte. Naar den barnlige, bløde H. C. Andersen var bleven gen- nemheglet af Kritikerne, gik han op til Ørsted, og der fandt han Trøst. Ørsted forstod at tale til det store Barn, saa al For- stemthed forsvandt. »Jeg vendte altid saa klar i Tanken, saa rig i Sindet tilbage fra den elskelige og herlige Ørsted, og i Miskendelsens og Mismodets tungeste Timer var han den, der holdt mig oppe og forjættede en bedre Tid.“ Saaledes udtaler Andersen sig om Ørsted, og han fortæller et lille Træk, der karakteriserer de to berømte Mænd. „En Dag, da jeg, sjælelig lidende, ved Uret og Haardhed mod mig udenfra, var gaaet bort, havde han ingen Ro, før han, den æl- dre Mand, endnu engang, og det sent paa Aftenen, havde søgt mig i mit Hjem og der igen udtalt Deltagelse og Trøst; det greb mig saa dybt, at jeg glemte al min Sorg og min Smerte, ret græ mig ud i Tak og Velsignelse over hans uendelige Godhed; jeg vandt igen Kraft og Mod til Digtning og Arbejde. Det var som bekendt Ørsted, der først gjorde opmærksom paa, at Eventyrene vilde skaffe Andersen en varig Plads i Literaturen, og det er vel ikke for meget sagt, at Ørsted har en god Del af Skylden for, at Andersen blev den, han blev. Ørsted og Collin er de gode Aander i H. C. Andersens Liv. Ørsteds Hus, Samlingspunktet for mange af Datidens Be-