Hans Christian Ørsted
Et Blad Af Fysikens Og Kemiens Historie

86 1843. Over Aarenes Flugt tit høres de bittreste Klager, At de fortærer hver Kraft, at de henhvirvle hver Fryd: Barnets uskyldige Leg og sorgløse Livslyst jo varer Gjennem saa stakket en Stund, siden en taagefuld Drøm : Ungdomsfyrigheds Id og Elskov og gyldne Planer Kjøles og falme saa snart, slugt af den tærende Tid: Kommer den modnere Kraft, den kommer jo kun for at slides Under Arbejd og Kamp, snart er den udslukt igjen; Sorgløshed, Livslyst og Kraft fortrænges af Svaghedens Alder, Kulde har den og Savn, Graven til nærmeste Maal. Saadan Klage, jeg veed det, er langt fra dit rolige Hjerte, Og Du veed, jeg den skyer, livsglad, som da jeg var ung. Begge med taktfuldt Sind vi skue paa hensvundne Tider, Ønske tilbage dem ei, glædes ved Tiden, som er. Hvad i Barndom har spiret, med Ungdommen blomstret, og siden Pleiet i Modenheds Aar blev med omhyggelig Aand, Skyltes i Tidernes Strøm os ei bort, et ubodeligt Livstab, Nei, med lønnende Frugt qvæger det Alderen nu. Barndommen atter os møder i Børnebørns smilende Uskyld, Livets Daggry jo her Nabo til Evigheds staaer. Ungdomsfyrigheds Id i Sønner og Døttre gjentages, Morgenrøden sit Skjær kaster paa Aftenens Glød. Ei da nydes vort Liv i halvtudslettede Minder, For os lever igjen Alt, hvad os fordum var Fryd. Hvad og ellers vi saaede har Himlen med Væxt jo velsignet, Vaarens Ønsker nu staae kronte ved frugtbar Høst. Dette mig rinder i Hu paa din Dag, min elskede Hustru; Thi vor Kjærligheds Blomst visned’ med Alderen ei. Længe leve Du blandt os , omslynget af Kjærligheds Kjæde, Glad i den elskede Kreds, Kredsen end længe til Held.