Danmarks, Norges Og Sveriges Jernbaner
En Historisk Fremstilling Af Deres Anlæg Og Udvikling

i et saa tyndt befolket Land som Norge, hvor Banerne undertiden førtes gjennem næsten ubeboede Egne, maatte der naturligvis ved Planen for et Baneanlæg tages Hensyn til om den nødvendige Arbejdskraft var tilstede. Jernbanedirecteuren har ogsaa gjentagne Gange maattet fra- raade at begynde Anlæget af nye Baner, fordi det vilde være vanske- ligt at skaffe Arbejdere; ifølge hans Forslag blev der i 1874 kun forlangt en ringe Bevilling til Støren-Aamot Banen, fordi Arbejdet af Mangel paa Arbejdere ikke kunde forceres (en Tidlang havde der kun kunnet skaffes 1/s af det beregnede Antal Arbejdere), og samme Aar fraraadede han af samme Grund at søge Bevilling til Grevskabs- og Hedemarks-Banerne. — I 1876 oplyste han, at der anvendtes c. 7000 Arbejdere ved de i Gang værende Anlæg og anbefalede derfor, at der ikke foresloges nye, og iden af Commissionen af 1874 opstillede Arbejds- plan for de nye Baneanlæg spillede ogsaa Hensynet til den Arbejdskraft, hvorpaa der kunde gjøres Regning, en ikke uvæsentlig Rolle. [I Sverrig tog man en Tidlang sin Tilflugt til at benytte Militaire for at bøde paa den ringe civile Arbejdskraft, en Foranstaltning, der dog meget hurtigt blev opgivet.] Jernbane-Administrationen. Systemet: Statsbaner med Tilskud fra Communer og Private havde som alt berørt haft til Følge, at Bane- anlægene vare udførte stykkevis, uden nogen forudlagt Plan eller Række- følge, hvorved bl. a. fremkom nogle for Administrationen uheldige For- hold. De 14 Statsbaner (see Tabel IV) bleve vedtagne hver for sig, og for deres Anlæg var der derfor dannet 13 Actieselskaber, hvori Staten, Communer og Private vare Actionairer. (For de to Sidebaner til Banen Drammen-Randsfjord var der allerede i Indbydelsen til Actie- tegning fastsat, at da disse Sidebaner kun kunde betragtes som en Ud- videlse af Hovedbanen, skulde de nye Actionairer indtræde i det tidligere Actieselskab og faa Rettigheder fælleds med dette.] — Hvert Selskabs Bane blev altsaa af meget ringe Længde, og de længere Banelinier ud- stykkedes i mange Dele, f. Ex. Længdebanen Christiania-Throndhjem i ikke mindre end 6 Dele, nemlig Hovedbanen (9, o Miil), Hedemarksbanen (8,o), Hamar-Grundset (5,i), Grundset-Aamot (3,5), Aamot-Støren (42,3) og Støren - Throndhjem (6,5). Ethvert af disse Banestykker dannede en afsluttet Deel, hvis Regnskabsvæsen af Hensyn til Actionairernes Udbytte holdtes for sig, hvorved fremstod mange Ulemper, bl. a. en forholdsviis kostbar Administration. Da Banen Grundset-Aamot i 1871 blev aabnet for almindelig Trafik, blev dens Drift vel underlagt Hamar-Grundset Banens Bestyrelse, men ifølge Departementets Bestemmelse skulde de betragtes som særskilte Baner af Hensyn til Actieudbyttet. Deraf tog Storthinget Anledning til