Danmarks, Norges Og Sveriges Jernbaner
En Historisk Fremstilling Af Deres Anlæg Og Udvikling
Forfatter: L. Koefoed
År: 1884
Forlag: FR. G. Knudtzons Bogtrykkeri
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 622
UDK: 625.1
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
i 10 og med Resten i 40 halvaarlige Terminer; at Banen med Hensyn
til Drift kan sættes i Forbindelse med andre Baner, og at Staten faaer
Actier for sit Tilskud. Endvidere at Regjeringen anmodes om at under-
søge Linien gjennem Laagendalen langs Farrisvandet til Skien og med-
dele næste Storthing Resultatet, og at der for 18 75,76 bevilliges
400,000 Kr. til at paabegynde Anlæget mellem Drammen og Laurvig.
Denne Storthingsbeslutning blev først befalet taget tilfølge ved en
kgl. Resolution af 20/s 76, der ogsaa befalede Arbejdet paabegyndt
og udnævnte en Anlægsbestyrelse. Actietegningen beløb sig da til
3,251,900 Kr., eller omtrent hvad Storthinget havde forlangt. Til
Fortsættelse af Arbejderne, som dog først paabegyndtes i Juli 1877,
forlangtes ved en kgl. Proposition af 5Z2 76 en Bevilling for ] 876/77
paa 2,000,000 Kr., der eenstemmigt vedtoges af Storthinget d. 10/6 s. A.
Ifølge Storthingsbeslutningen af 9/e 75 blev der anstillet Under-
søgelser om at føre Linien Laurvig—Skien et Stykke op gjennem
Laagendalen, deels af Hensyn til denne Dals stedlige Interresser, deels
for at tjene som et Forarbejde for en fremtidig koi’t Gjennemgangsbane
mellem Øst- og Vestlandet, der maaskee vilde blive føirt gjennem
Laagendalen. Undersøgelserne viiste imidlertid, at denne Linie vilde
blive længere, kostbarere og faa siettere Stigninger end den oprindelige
Linie langs Farrisvandet, og med Tiden lægge Laurvig ved em Sidebane,
hvorfor Departementet ikke kunde tilraade denne Linie. Storthinget
tiltraadte den 10/e 76 denne Anskuelse, og Beslutningen om Anlæget
af Banen Laurvig—Skien blev derpaa ved en kgl. Resolution af
29/7 76 befalet taget tilfølge.
Storthinget modtog i 1877 to Andragender om Banen: det ene
anbefalede en større Planumsbredde for at der kunde opnaaes en større
Kjørehurtighed, da Banen kunde faa en stor Persontrafik, men deri
havde man en farlig Concurrent i Dampskibene; man kunde da ogsaa
lettere i Fremtiden gaa over til bredt Spor. Det andet Andragende,
der støttedes ved en Addresse med 2623 Underskrifter, gik ud paa, at
Arbejdet mellem Drammen og Laurvig indstilledes, indtil en Indlands-
linie paany var undersøgt, hvad der ogsaa var ønskelig, deels fordi
Spørgsmaalet om Sporvidden paany kunde drøftes, deels fordi det oeco-
nomiske Tryk, der hvilede over Alt, gjorde det vanskeligt baade for
Staten og Actieejerne at skaffe Penge. Storthinget vedtog dog den
8/6 77, at bibeholde den engang bestemte Planumsbredde af Hensyn til
den deraf følgende mindre Bekostning (c. 338,000 Kr.) og ikke at standse
Arbejdet, uagtet flere Medlemmer erkjendte, at en Indlandslinie
muligen havde været bedre end den valgte «indre Kystlinie.»
I de følgende Aar gaves til Fortsættelse af Arbejderne følgende