Danmarks, Norges Og Sveriges Jernbaner
En Historisk Fremstilling Af Deres Anlæg Og Udvikling

284 Kr.), og henviste for Kystbyernes Vedkommende til den tidligere nævnte Bane Surendalsøren—Melhus (see S. 278), hvortil Kystens vigtigste By, Christianssund, vilde faa let Adgang. Til Storthinget 1875 indsendtes paany det ovenævnte Andragende, tilligemed et andet om Banens Fortsættelse til Aalesund, men Storthinget vedtog, at de ikke toges under Behandling. Ligeledes indstillede De- partementet, at der fra Regjeringens Side ikke forelagdes Storthinget noget Forslag om Baneanlæget, og dette bifaldtes ved en kgl. Resolution af 26/4 75. Den 8/2 76 indkom Jernbanedirecteurens Forslag og Ovei’slag til Banen Hamar—Lillehammer—Veblungsnæs (Romsdalsfjord), hvoraf frem- gik, at — idet der var to Alternativer for den første Strækning — Længden vilde blive 43, o å 44,2 Miil (324 å 333 km.) og Bekostningen 16,816,000 å 17,000,000 Kr., naar der anvendtes smalt Spor. Ingenieur- commissionen tiltraadte dette Forslag, undtagen for Sporvidden, hvorom der var deelte Meninger i Commissionen. Saave] i 1876 som i 1877 vedtog Storthinget ikke at Ibehandle pri- vate Forslag om dette Baneanlæg, men i en Indstilling af Departementet i 1877 var det dog opført blandt de Anlæg, der burde søges gjennem- førte i den nærmere Fremtid. 7. Jernbane fra Bergen til Østlandet. En Jernbaneforbindelse mellem Vest- og Østlandet, særligt mellem Norges to største Byer, Bergen og Christiania, havde længe været ønsket og er i det Foregaaende jevnlig nævnt, men Vanskelighederne ved at anlægge en saadan Bane, der paa et eller andet Punkt maatte passere Højfjeldene, havde hindret Planen i at komme frem. Imidlertid lod Regjeringen dog i 1872 foretage foreløbige Undersøgelser om en Linie fra Bergen over Vossevangen og Langfjeldene, gjennem Hallingdalen til Krøderen, og ved denne Undersøgelse, — hvorom eu Beretning ind- sendtes til Departementet den 15/i 73 —, blev det vel constateret, at en Overgang over Højfjeldene her var mulig, men at et Baneanlæg dog vilde støde paa særdeles store Vanskeligheder, og at Driften vilde blive ligesaa besværlig som kostbar. Senere Undersøgelser — anstillede i 1873 — gave vel et noget bedre Resultat for enkelte Dele af Linien, men i Hovedsagen blev det dog det samme: Banens hele Længde vilde blive c. 34 Miil (256 km.), og deraf vilde c. lØVa Miil (147 km.) ligge mindst 1000 ' (314 m.) over Havet, c. 12Vi Miil (92 km.) 2000' (628 m.), c. 6V4 Miil (47 km.) 3000 ' (942 m.) og c. 2 Miil (15 km.) 4000 ' (1256 m.) over Havet, og det højeste Punkt vilde naa op til 4450' (c. 1400 m.); dernæst vilde Stigningen paa hele Fjeldovergangen i Reglen blive 1/öo