Danmarks, Norges Og Sveriges Jernbaner
En Historisk Fremstilling Af Deres Anlæg Og Udvikling

316 fra hinanden liggende Egne nærmere sammen, ved at gjøre en let For- bindelse med Unionslandet Norge mulig, og ved at knytte hele Landet nærmere til det øvrige Europa. Disse Betragtninger gjorde da ogsaa, at man omsider, omend kun meget langsomt begyndte paa Anlæg af Baner, og deres Rigtighed blev snart saa almeen erkjendt, at man inden 20 Aar efter de første Bane- anlæg med rastløs, maaskee endog noget overdreven Iver arbejdede paa Udviklingen af Jernbanenettet, saaledes som senere vil blive viist. Ogsaa i Sverrig var det ved private Kræfter, at man søgte at gjennemføre de første Jernbaneanlæg, og allerede i 1845 gaves der Til- sagn om Concession til Anlæg af et meget udstrakt Jernbanenet, og senere, i 1848 og følgende Aar, gaves Concession paa et større Bane- anlæg (Køping—Hult) og til nogle mindre, men Stemningen slog meget hurtigt om, man kom snart til den Erkjendelse, at Staten burde tage Anlæget af idetmindste Hovedbanerne i sin Haand, og samme Aar (1856) som de første private Baner aabnedes for Trafik, fuldførtes og- saa de første Strækninger af Statsbaner. Man kom altsaa i Sverrig paa et tidligt Tidspunkt over til Statsbane-Bygning, thi allerede i 1852 havde Regjeringen bestemt sig derfor efter Udtalelser og Beslutninger af de foregående Rigsdage (paa Rigsdagen 1847/4S fore- sloges at opfordre Regjeringen til at lade udarbejde en Plan for et Banesystem for hele Landet, hvorved der især skulde tages Hensyn til Landets Forsvar), og lod derfor udarbejde en foreløbig Plan til et Stats- banesystem for hele Landet, som i 1853 forelagdes Rigsdagen, der vel ikke heelt godkjendte den, men dog erkjendte, at Staten burde over- tage Anlæget af Hovedbanei'ne eller S ta mb an erne, o: de vigtigste Baner, der uafbrudt gjennemløbe store Strækninger af Landet, thi kun den kunde tilvejebringe Anlægscapitalen paa billige Vilkaar, og kun den kunde overtage Anlæg af Baner, der maaskee ikke betalte sig, men som for hele Landet havde den største Betydning; den burde da ogsaa som Ejer kunde sikkre sig Driften, Tilsyn, Bestemmelse af Taxter, osv., saaledes at Anlæget kunde blive til størst almeen Nytte. Rigsdagen (1853) udtalte sig saaledes herom: »Med Hensyn til fremtidige Jernbaneanlæg i Sverrig antages og fastslaaes den Grundsætning, at alle Stambaner herefter anlægges ved Statens umiddelbare Foranstaltning, samt at de saaledes anlagte Stam- baner med alt, hvad dertil hører, blive at betragte som almeen Ejendom og staa under Statens Tilsyn og Bestyrelse.« Samme Rigsdag bevilligede endvidere Midler til at begynde paa 2