Danmarks, Norges Og Sveriges Jernbaner
En Historisk Fremstilling Af Deres Anlæg Og Udvikling

319 at i Sverrig var det paa Grund af Landets store Udstrækning, men ringe Befolkning, Industri, Capital, osv., især nødvendigt for Staten at gaa forud med Anlæg af flere Baner, der havde Betydning for hele Landets Udvikling; men Udvalget ansaa vel ogsaa Baneanlæg og Drift for en Industri, Staten helst ikke bør befatte sig med, fordi Driften bliver kostbar for Staten, der hyppigt af andre Hensyn maa sætte for lave Taxter, og fordi Staten paadrager sig en trykkende Gjæld, osv., hvorimod det ikke kunde tiltræde flere af de mod Statsbaneanlæg i For- slaget anførte Grunde, saasom at Anlægene bleve kostbarere, at Besty- relsen kunde undværes, osv.; i ethvert Tilfælde ansaa det det for ret- test at begrændse Udstrækningen af Statsbanerne, og det vilde man ikke opnaa ved 1 orslaget, der kun vilde give et nyt Statsbanesystem Nr. 2, der senere maaskee kunde føre til Nr. 3 og 4. Udvalget tilraadede derfor, at Statsbanerne begrændsedes til dem, der vare vedtagne i 1856, men at disse som hidtil udførtes af Staten og fuldførtes inden altfor lang Tid. Ved Siden deraf burde der dog træffes Foranstaltninger til at lette Privatbaners Anlæg i stor Udstrækning, thi derved fik man lettest og paa billigste Maade netop de Baner, som Landet behøvede, og paa de Steder, som Industrien krævede, uden at hele Byrden ved Anlæget kastedes over paa Staten. Rigsdagen tiltraadte Udvalgets Indstilling, og Statsbanebygningen fortsattes uforstyrret i de følgende Aar, saaledes at ikke alene de i 1856 vedtagne Stambaner, hvis nordlige Endepunkt var Storvik paa Dalabanen, bleve fuldførte tilligemed nogle mindre Sidebaner, men i 1873 vedtog Rigsdagen endogsaa paa Regjeringens Forslag en Bevilling til at forberede Anlæget af en ny Stambane af betydelig Udstrækning, en Fortsættelse af den nordre, der skulde gaa langt op gjennem Landet mod N. indtil i Højde med Sundsvall, og der bøje mod V. for at støde til den norske Grændse omtrent i Højde med Throndhjem (Fortsættelsen i Norge er Merakerbanen). Dette Baneanlæg maatte i finantsiel Hen- seende betragtes som et dristigt Foretagende, idet Anlæget af en Bane gjennem en øde, lidet befolket og lidet dyrket Egn langt oppe mod N. med stor Sandsynlighed vilde give en forholdsviis ringe Trafikindtægt og dertil en stor Driftsudgift paa Grund af de klimatiske Forhold og paa Grund af de Varers Natur, der skulde give Trafik; et directe Ud- bytte af Anlægscapitalen var derfor neppe at vente og vilde først kunne bekræftes ved Erfaring fra nogen Tids Drift, men denne afventedes dog ikke, idet Regjeringen og Rigsdagen allerede i 1881 bleve enige om at paabegynde Anlæget af en lignende Bane, der skulde gaa endnu længere mod N. (til Sollefteå ved Ångermanelf). Derimod blev et Forslag paa samme Rigsdag om at udvide Stambanenettet ved Anlæg af en Bane gjennem Halland forkastet.