Danmarks, Norges Og Sveriges Jernbaner
En Historisk Fremstilling Af Deres Anlæg Og Udvikling

355 Det var især for den nordre Stambane, N. for Storvik, at den første Bestemmelse toges, idet Afstanden mellem Stationerne i dette lidet be- folkede Landskab blev meget større end paa de øvrige Stambaner, men alle disse Bestemmelser søges efterhaanden gjennemførte for alle Stam- baner, altsaa ogsaa S. for Storvik. Ogsaa de indsendte Planer og Forslag til private Baneanlæg bleve forelagte Krigsbestyrelsen (Generalstaben) til Erklæring, og en kgl. Re- solution af 9 4 75 bestemte, at Chefen for Generalstaben skal have Meddelelse om, naar en Bane skal besigtiges, for at de militaire Inter- esser derigjennem kunne gjøre sig gjældende, men det er en Selvfølge at strategiske Fordringer vanskeligt lade sig gjennemføre, naar de kræve Forandringer i den hele Plan eller i Valget af Banens Endepunkter (Tilslut- ninger). I Concessionen til private Baner er almindeligt optaget en Bestemmelse om Ordningen af Stationerne for at de kunne benyttes under Militair-Transporterne, at Officerer have Ret til at undersøge Forholdene i saa Henseende, o. s. v. At Staten har Ret til at be- nytte de private Baner i Krigstid er allerede nævnet, men Banernes mange forskjellige Sporvidder ere dog en væsentlig Hindring for at drage den fulde Nytte af dem i militaire Øjemed. Uagtet det, der her er fremhævet, udtaler Generalstabens Chef i en Betænkning af 15/3 75, at der hverken ved Statens eller de private Baners Retning er taget tilstrækkeligt Hensyn til de strategiske For- dringer. Under disse her i Korthed fremstillede almindelige Forhold har det svenske Jernbanevæser udviklet sig, og i den korte Tid af 25—30 Aar har Sverrig skaffet sig et udstrakt Jernbanenet, der stiller det højt i Sammenligning med andre Lande. Disse Forhold have ogsaa i mange Retninger været heldige; Regjeringen, den lovgivende Forsamling og Private have viist samme Iver for at udvikle Jernbaneanlægene, og der har fra første Færd været et i sine Hovedtræk vedtaget System for Landets Hovedbaner (Stambanerne), hvortil de øvrige Baner kunde slutte sig. Regjeringen har derved haft en i Forvejen bestemt Rettesnor, og har derved været heldigt stillet med Hensyn til Planer og Forslag, der har været forelagte Rigsdagen. Med enkelte Undtagelser have disse Forhandlinger, hvor der var Spørgsmaal om Valg af Hovedretningen for nogle Stambaner, ikke drejet sig om Enkelthederne ved Banelinierne, men især kun om Bevillingernes Størrelse, og hvorvel denne ikke altid har naaet, hvad Regjeringen forlangte (i et enkelt Aar 62/63 bevilligede Rigsdagen dog IV2 Mill. Kr. meer end forlangt, og de første Stam- 23*