Danmarks, Norges Og Sveriges Jernbaner
En Historisk Fremstilling Af Deres Anlæg Og Udvikling

391 foruden en Sum som Laan til et eventuelt Selskab, der vilde overtage Anlæget af Banen Kålhammer—Upsala. Rigsdagen forkastede imidlertid saavel Regjeringens som Udvalgets Forslag, og vendte tilbage til den oprindelige, af Oberst Ericson og Regjeringen i 1856 og af Commissionen af 1858 anbefalede Linie, og bevilligede for 1864—66 en Sum paa 4,672,000 Kr. til Anlæg af en Bane Stockholm—Upsala, 0. for Sigtuna-Fjord, til hvilket Anlæg der var tilbudt at tilskyde et contant Beløb paa 115,400 Kr. og gratis af- give Jord til Bane og Banegaard i Upsala. Efter at denne Bevilling var givet, paabegyndtes Anlæget 1864 og den 2% 66 aabnedes Banen til Upsala for offentlig Trafik. Sex Aar, betegnede ved en uendelig Mængde Forhandlinger og en idelig Vaklen frem og tilbage mellem de forskjeHige Linier, havde været nødvendige for at vende tilbage til den oprindelige Linie for den første Deel af den nordre Stambane, og 8 Aar skulde derefter forløbe inden man kom til samme Resultat for den øvrige Del af Banen. Allerede paa den følgende Rigsdag 1.865—66 stilledes der Forslag deels om at fortsætte Arbejdet efter en af de foreslaaede Linier og dertil bevillige et større eller mindre Beløb, deels om at vedtage en ny Linie, fra et Punkt paa Upsala-Banen mod V. op til Siljan-Sø, men Rigsdagen forkastede alle disse Forslag, hvad der ogsaa var Tilfældet i 1867 med et lignende Forslag og med et Forslag om 2 Stambaner, den ene imod N., den anden mere vestlig til Insjøn, og da de samme og lignende Forslag fremkom paa Rigsdagen i 1868 og 69, underkastede Stats-Udvalget for sidstnævnte Rigsdag Spørgmaalet paany en Drøftelse og kom derved atter til en ny Linie. Udvalget fremhævede, at den egentlige Grund til den herskende Uenighed var den, at een Stambane mod N. ikke var tilstrækkelig, idet de østlige og vestlige Egnes Interresser stode saa skarpt mod hverandre, og da det forudsatte, at Staten ikke kunde anlægge 2 Baner, ansaa det det for nødvendigt, at de østlige Egne foreløbigt nøjedes med Banen Stockholm—Upsala, men at den anden Bane da anlagdes saaledes, at den virkelig tilfredsstillede de vestlige Egne, og derfor, efter at have gjennemskaaret de frugtbare Egne N. for Mälaren, førtes saa langt mod V., at den kom i Berøring med Bjergværksdistrikterne og derpaa ud- mundede midt paa Gefle^—Dala-Banen af Hensyn til Norrland; ved en saadan Linie vilde Bjergværkerne komme i let Forbindelse med den nævnte Bane og Norrland, med Stockholm og Mälaren, og Udvalget forklog derfor Linien Thureberg (paa Upsala-Banen)—Sevalla—Forss (i Norbergs Bergslag)—Avesta—Storvik. Rigsdagen vilde dog ikke fastslaa denne Linie, men paa den føl- gende Rigsdag 1870 optog og anbefalede Regjeringen i sit Forslag af