Danmarks, Norges Og Sveriges Jernbaner
En Historisk Fremstilling Af Deres Anlæg Og Udvikling

397 nævnte Alternativer, den vestlige Linie over Ånge og *Galløsund med Sidebanen Ånge-Torpshamnier, og den østlig-nordlige over forpshammer —Håssjø; den sidste er længst, og har enkelte Steder meget uheldige Stignings- og Krumnings-Forhold, men den berører Håssjø, hvorfra en Bane i Fremtiden lettest anlægges over Indalselfv til Sollefteå ved Ångermanelfv. En Forbindelse med Håssjø kunde dog uden stor Van- skelighed faaes ved Sidebanen fra Galløsund, og Ministeriet foretrak derfor den vestlige Linie med de to Sidebaner, hvoraf den ene — til Håssjø — dog endnu ikke behøvede at fastslaaes. Hele Stambanen N. for Storvik indtil Grændsen vilde efter denne Linie faa en Længde af 74,i Miil (558 km.), og Overslaget for den lød paa 30,586,000 Kr. eller c. 1 Mill. Kr. mindre end beregnet i 1873; den 8,5 Miil (64 km.) lange Sidebane Galløsund—Håssjø var beregnet til at koste 5,718,000 Kr. Regjeringen foreslog altsaa 21/i 75 Rigsdagen at vedtage denne Plan for Anlæget, men Stats-Udvalget fraraadede det, fordi Banen blev lagt for langt mod V., og altsaa især blive til Gavn for Jemtland, der allerede havde en stor Landevej og flere gode Vandveje, medens den blev uheldig for Norrland, der savnede gode Forbindelser, og som med Hensyn til Befolkning, Velstand og Udviklingsevne ikke stod tilbage for Jemtland; Norrland vilde derimod faa kortere Vej til Sundsvall, Storvik og Torps- hammer ved den østligere Linie, og Udvalget anbefalede derfor denne, dog med den Forandring, at Hovedbanen ikke skulde berøre Østersund directe, men have en Sidebane Lith—Østersund, hvorved forskjellige mindre Fordele skulde kunne opnaaes. Denne Indstilling fra Udvalget mødte dog en Deel Modstand, medens der til Fordeel for Regjeringens Linie bl. a. anførtes, at den fulgte den gamle Handelsvej mellem Stor- sjøn og Sundsvall, at den tillod foreløbigt at spare Anlæget af Side- banen til Håssjø, der dog først fik Betydning, naar den blev forlænget til Sollefteå, osv. Da Rigsdagens to Kamre ej heller kunde blive enige, og da Rigsdagens Slutning nærmede sig, bestemte man sig til at lade Sagen hvile for den Rigsdags Vedkommende. Paa den følgende Rigsdag forelagde Regjeringen derfor paany (24/i 76) sit Forslag, og forlangte til at paabegynde Arbejderne paa Tvær- banen og fortsætte dem paa Banen Storvik—Hybo en Bevilling paa 6 Mill. Kr. for 1877. Regjeringen udtalte i Forslaget: at en enkelt Bane ikke vilde kunne tilfredsstille alle Fordringei’, thi hvis den fyldest- gjorde Kravene for Norrland, vilde Jemtland føle sig tilsidesat, og om- vendt, men om Anlæg af to Statsbaner kunde der neppe være Tale. Man burde derfor paa anden Maade søge at forene de modstridende Interresser, og dette kunde skee ved den foreslaaede Tværbane, der syntes at tilfredsstille enhver billig Fordring, samt ved en Bane fra