Danmarks, Norges Og Sveriges Jernbaner
En Historisk Fremstilling Af Deres Anlæg Og Udvikling
Forfatter: L. Koefoed
År: 1884
Forlag: FR. G. Knudtzons Bogtrykkeri
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 622
UDK: 625.1
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
561
De svenske Stambaner skulde ifølge de oprindelig vedtagne
Bestemmelser ikke have større Stigninger end 1 : 100 og det er
ogsaa lykkedes at gjennemføre denne Bestemmelse for den allerstørste
Deel af Banerne, og kun undtagelsesviis har man paa en forholdsviis
kort Strækning maattet gaa til en større Stigning; paa den nordre
Stambane, N. for Storvik, var man ved Anlægets Paabegyndelse gaaet
ud fra at Stigning paa 1: 60 maatte benyttes, men under Arbejdet lykkedes
det at finde en Linie, hvor man kun behøvede at gaa til 1 : 100, und-
tagen paa de nærmest Grændsen liggende c. 128 km. (c. % af hele
Banen), hvor 1: 60 maatte benyttes, og hvor man endog umiddelbart ved
Grændsen paa en Længde af c. 1,5 km. maatte gaa til 1 : 52, samme
Stigning som paa Banens Fortsættelse i Norge, Merakerbanen.
Af de i Tabellen opførte 31 svenske bredsporede Privatbaner have
de fleste (21) og største, saasom Bergslagernes, Dalslands, Stockholm—
W.—Bergslagernes, Oxeløsund—F.—Vestmanland, ikke stærkere Stig-
ninger end 1: 100, og for en enkelt er Max. Stigningen endog 1 : 250.
For nogle af de øvrige 10 Baner gaaer den største Stigning op ti] 1 : 60,
for en Bane til 1 : 50 og for Bångbro—Kloten endog til 1 : 40, men
det vil af Tabellen sees, at næsten alle de bredsporede Baner, der
have Max. Stigning af over 1 : 100, næsten alle ere meer eller mindre
udprægede Bjergværks- eller Godsbaner. For de i Tabellen nævnte 29
smalsporede Baner er den største Stigning fra 1: 300 indtil 1 : 40, men
for disse Baner gjælde den omvendte Regel, nemlig at det kun er und-
tagelsesviis at Stigningen ikke gaaer over 1: 100; kun 5 Baner have
denne Stigning som Maximum, medens de allerfleste (24) have stærkere
Stigninger, 4 af dem 1 : 40.
Det samme Forhold for de 3 Landes Baner finder som alt nævnt
ogsaa Sted for den mindste Kruinningsradius. I Danmarker der paa den øst-
sjællandske Bane vel anvendt en Krumningsradius paa 250 m (800'),
paa Gribskovbanen og paa nogle af den nyere Tids lette Localbaner
315 m (1000'), men den mindste Kruinningsradius er iøvrigt 375 ni
(1200') og kun anvendt paa 4 Baner, medens den for alle de andre Baner
er meget større og for Banen Kbhvn.—Roeskilde—Korsør endog naaer
til 1570 m (5000'). For de norske bredsporede Baner naaer Krumnings-
radiens Minimum ikke saa lidt under den laveste Grændse 390 m. (1250'),
der i Almindelighed er benyttet i Danmark; for Kongsvingerbanen er
den mindste Radius 390 m (1250') (i Danmark som ovennævnt 375 m),
men man er gaaet ned til 250 m (800'), og for smalsporede Baner er
den mindste Radius 190 m. (600'). I Sverrig have de fleste bredsporede
Baner omtr. samme Minimum for Krumningsradius som i Norge eller c.
300 m. (1000' sv.) og kun enkelte have kunnet nøjes med fladere Curver,
deriblandt tre skaanske Baner, nemlig Ystad—Esløf, Helsingborg—Lands-
36