Danmarks, Norges Og Sveriges Jernbaner
En Historisk Fremstilling Af Deres Anlæg Og Udvikling

Forfatter: L. Koefoed

År: 1884

Forlag: FR. G. Knudtzons Bogtrykkeri

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 622

UDK: 625.1

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 646 Forrige Næste
561 De svenske Stambaner skulde ifølge de oprindelig vedtagne Bestemmelser ikke have større Stigninger end 1 : 100 og det er ogsaa lykkedes at gjennemføre denne Bestemmelse for den allerstørste Deel af Banerne, og kun undtagelsesviis har man paa en forholdsviis kort Strækning maattet gaa til en større Stigning; paa den nordre Stambane, N. for Storvik, var man ved Anlægets Paabegyndelse gaaet ud fra at Stigning paa 1: 60 maatte benyttes, men under Arbejdet lykkedes det at finde en Linie, hvor man kun behøvede at gaa til 1 : 100, und- tagen paa de nærmest Grændsen liggende c. 128 km. (c. % af hele Banen), hvor 1: 60 maatte benyttes, og hvor man endog umiddelbart ved Grændsen paa en Længde af c. 1,5 km. maatte gaa til 1 : 52, samme Stigning som paa Banens Fortsættelse i Norge, Merakerbanen. Af de i Tabellen opførte 31 svenske bredsporede Privatbaner have de fleste (21) og største, saasom Bergslagernes, Dalslands, Stockholm— W.—Bergslagernes, Oxeløsund—F.—Vestmanland, ikke stærkere Stig- ninger end 1: 100, og for en enkelt er Max. Stigningen endog 1 : 250. For nogle af de øvrige 10 Baner gaaer den største Stigning op ti] 1 : 60, for en Bane til 1 : 50 og for Bångbro—Kloten endog til 1 : 40, men det vil af Tabellen sees, at næsten alle de bredsporede Baner, der have Max. Stigning af over 1 : 100, næsten alle ere meer eller mindre udprægede Bjergværks- eller Godsbaner. For de i Tabellen nævnte 29 smalsporede Baner er den største Stigning fra 1: 300 indtil 1 : 40, men for disse Baner gjælde den omvendte Regel, nemlig at det kun er und- tagelsesviis at Stigningen ikke gaaer over 1: 100; kun 5 Baner have denne Stigning som Maximum, medens de allerfleste (24) have stærkere Stigninger, 4 af dem 1 : 40. Det samme Forhold for de 3 Landes Baner finder som alt nævnt ogsaa Sted for den mindste Kruinningsradius. I Danmarker der paa den øst- sjællandske Bane vel anvendt en Krumningsradius paa 250 m (800'), paa Gribskovbanen og paa nogle af den nyere Tids lette Localbaner 315 m (1000'), men den mindste Kruinningsradius er iøvrigt 375 ni (1200') og kun anvendt paa 4 Baner, medens den for alle de andre Baner er meget større og for Banen Kbhvn.—Roeskilde—Korsør endog naaer til 1570 m (5000'). For de norske bredsporede Baner naaer Krumnings- radiens Minimum ikke saa lidt under den laveste Grændse 390 m. (1250'), der i Almindelighed er benyttet i Danmark; for Kongsvingerbanen er den mindste Radius 390 m (1250') (i Danmark som ovennævnt 375 m), men man er gaaet ned til 250 m (800'), og for smalsporede Baner er den mindste Radius 190 m. (600'). I Sverrig have de fleste bredsporede Baner omtr. samme Minimum for Krumningsradius som i Norge eller c. 300 m. (1000' sv.) og kun enkelte have kunnet nøjes med fladere Curver, deriblandt tre skaanske Baner, nemlig Ystad—Esløf, Helsingborg—Lands- 36