Danmarks, Norges Og Sveriges Jernbaner
En Historisk Fremstilling Af Deres Anlæg Og Udvikling
Forfatter: L. Koefoed
År: 1884
Forlag: FR. G. Knudtzons Bogtrykkeri
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 622
UDK: 625.1
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
562
krona og Kristianstad—Hessleholm Banerne, hvor Min. for Krumnings-
radius er resp. 900, 750 og 540 m (3000, 2500 og 1800' sv.); men i intet
af de 2 andre Lande findes dog anvendt en saa ringe Krunningsradius
for bredsporede Baner som i Sverrig, hvor man for 3 Barer er gaaet
til 240 m (800' sv.) og for Bångbro—Kloten til 180 ni (600' sv.).
For smalsporede Baner er Minimum endnu lavere; i Aim. bevæger det
sig om 300 m (1000'sv.), et Maal, der kun undtagelsesviis overskrides,
men for flere Baner derimod er formindsket, for een til 180 n og for tre
til 150 m (500' sv.).
Med Hensyn til disse to for Driften saa særdeles væsentlige For-
hold ere de danske Baner altsaa meget heldigere stillede erd de norske
og svenske.
III. Overbygning.
a. Skinner.
De i Tabel a angivne Skinner for de forskjellige Baner ere deels
dem, der ere benyttede ved Anlæget, deels dem, hvormed de oprindelige
Skinner senere ere ombyttede; det er da i Reglen Staalskinner, der ere
indlagte istedetfor de oprindelige Jernskinner, og det er kun enkelte af
de nyere Baner, der strax ere bievne forsynede med Staalskinner, der
udmærke sig fremfor Jernskinnerne ved større Styrke (saaledes at svæ-
rere Jernskinner kunne erstattes ved lettere af Staal), større Varighed
og forholdsviis billigere Priis.
Efter de foreliggende Oplysninger er det især i Norge, at man i
stor Udstrækning er gaaet over til Anvendelsen af Staalskinner, men
ogsaa i Danmark ombytter man for de fleste ældre Baner de oprindelige
Jernskinner med Staalskinner og de sidstnævnte ere udelukkende an-
vendte ved flere af de sidst anlagte Baner. I Sverrig synes man der-
imod kun efter en mindre Maalestok at benyttte Staalskinner, undtagen
ved Statsbanerne, hvor omtr. 33 °/o af Skinnerne vai’e af Staal ved
Udgangen af 1881.
Hvad Skinnevægten angaaer, da vexier den selvfølgeligt betydeligt
(fra 68 til 23 eng. Pd. pr. Yard), da det især er den, der betegner
Banens sværere eller lettere Construction. De tungeste Skinner anvendes
altsaa paa de bredsporede Hovedbaner med stor Trafik og hvoi’ der
kjøres med stor Hastighed; de smalsporede Baner, hvor Belastningen
pr. Axe er mindre og hvor Kjørehastigheden i Almindelighed ogsaa er
ringere, have derfor i Reglen ogsaa lettere Skinner, og hyppigst er