Installationer og Fabriksanlæg
En praktisk Vejledning for Installatører og Ingeniører
Forfatter: G.E. Hartz, E.V. Holstein Rathlou
År: 1917
Forlag: Olaf O. Barfod & Co.
Sted: København
Sider: 136
UDK: 621.315
DOI: 10.48563/dtu-0000293
Udarbejdet i Nøje Oversensstemmelse med Elektricitetskommissionens Forskrifter.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
83
omkobles Motorerne til Parallelforbindelse, idet Modstanden paany maa
indskydes i det første Øjeblik.
Motorerne er under Hensyn til hurtig Igangsætning Seriemotorer,
og de bør absolut udstyres med Vendepoler, da saavel Kullenes som
Kommutatorens og hele Motorens Levetid derved væsentlig forlænges.
Strømmen fra Motorerne føres gennem Hjulene til Skinnerne, og
gennem disse og paa passende Steder anbragte negative Returkabler føres
Strømmen tilbage til Centralens negative Samleskinne.
Paa Centralen forsynes de positive Kabler med Amperemeter og
Maksimalafbryder med Frigreb, det negative Kabel udstyres med Ampere-
meter og Knivafbryder.
Luftledningen er delt i Sektioner, der hver fødes gennem sit Kabel,
uafhængigt af de andre. Sektionerne kan dog ude paa Linien forbindes
indbyrdes ved Hjælp af dertil anbragte særlige Koblingsafbrydere.
Spændingsfaldet til de yderste Punkter af Luftledningsnettet kan
undertiden gaa op til ca. 20 pCt., men i Skinnenettet maa der ikke findes
større Spændingsdifferenser end ca. 2,5 Volt inde i Byer, og paa lange
Udløbere højst 1 Volt pr. km, da der ellers vil kunne opstaa altfor stærke
vagabonderende Strømme, der kan ødelægge forhaandenværende Rør- og
Kabelsystemer i Jorden. I København tillades kun maksimalt 1,5 Volt.
Man maa derfor sørge for, at der er samme Spændingsfald (indtil
ca. 4— 5 pCt.) i samtlige Returkabler, og det kan derfor blive nødven-
digt i enkelte af de korteste at indskyde særlige Forlagsmodstande.
Til Banedrift paa kortere Afstande benyttes gerne Jævnstrøm
ved 1200—2000 Volt. Vognene har som oftest 4 Motorer, hvoraf stadigt
to og to ligger i Serie.
Anlæget minder meget om et almindeligt Sporvejssystem, blot er al
Isolering udført yderst omhyggeligt, ligesom der ogsaa paa andre Maader
maa tages særligt Hensyn til den meget høje, ret livsfarlige Jævnstrøm-
Spænding. Navnlig maa der ved Opstillingen af Pufferbatteriet træffes
vidtgaaende Sikkerhedsforanstaltninger.
Ved Banedrift over længere Afstande anvendes som oftest særlige
Lokomotiver til enfaset eller trefaset Vekselstrøm af 15—25 Perioder,
der tilføres Køretraaden ved 10—15 000 Volt. Der sker da en Nedtrans-
formering af Spændingen i selve Lokomotivet.
Det trefasede System medfører et vanskeligt System af Tilførsels-
ledninger, hvoraf 2 er i Luften, idet Skinnerne er den 3die Ledning, og
navnlig ved Krydsninger og Vigespor er Vanskelighederne ret store. Lige-
ledes kan Motorerne som bekendt daarligt reguleres i Hastighed, og der
spildes ret megen Energi ved Igangsætning og Bremsning. Generatorer
og Motorer er billige, Luftledningsnettet er dyrt.
Det enfasede System kræver kun 1 Luftledning mod 2 ved det
trefasede System. Krydsninger og lignende volder da ingen Vanskelig-
heder. Motorerne har en udmærket Hastighedsregulering, og Igangsæt-
ningen kan ved visse Typer ske uden Tab. Generatorer og Motorer er
dyre, Luftledningsnettet er billigt