Historisk Mathematik
Et indledende Kursus

TÆLNING OG TALORD. 9 fra indoeuropæiske til malayiske og indreafrikanske Sprog, hvilket altså måtte være et Vidnesbyrd om Menneske- slægtens fælles Oprindelse. I de højere Talord findes ikke et så udstrakt Fællesskab, men denne Slags Lig- heder kan med Fordel benyttes som Kjendemærke på Sprogslægtskaber. Foruden sådanne Navne på Ting, der ligefrem ud- viser det Tal, de har givet Navn, har man på flere Sprog brugt Ord som »Bjerg«, »Hob«, »Mængde« o. 1. som Navn på et eller andet stort Tal. På Græsk betød »Myrioi«, med Tryk på anden Stavelse, »en Mængde«, med Tryk på første Stavelse, Tallet 10,000. Atter i vort Talesprog opfattes »Myriade« som en ubestemt stor Mængde. Her i Bogen vil Ordet stundom blive brugt i Betydningen 10000, på hvilket vi selv savner et særligt Navn. § 6. Efterat man har givet de første Tal Navne og er nået op til et vist Tal, for vort Vedkommende Ti, begynder man, så at sige, forfra igjen og optæller påny de samme Tal, lagte til Ti. Når man da atter kommer til Ti, så at man har to Tiere, begynder man igjen, idet man lægger de første ni Tal til Toti, indtil man kommer til Treti o. s. v. Når man på sådan Måde er kommen til Titi og skal derfra videre, så kunde man, efterat have talt endnu Ti, enten sige »Elleve Tiere« eller »Titi og Ti«. Der er lige god Mening i begge Dele (ligesom vi ofte sige »Elleve Hundrede« istedenfor »et Tusinde og et Hundrede«); men at det sidste Valg er så meget heldigere end det første, som det senere skal vise sig, derom havde Menneskene fra først af næppe nogen be- vidst Anelse, og dog kan det siges, at trods alle øvrige Uligheder i Måden at benævne Tallene på, ja trods Ulig- heden i selve Grundtallet (f. Ex. 10 eller 20), så gives der intet Folk, som ikke, når de kom til ovennævnte Vendepunkt, valgte Udtryksmåden »Titi Dg Ti« eller