Historisk Mathematik
Et indledende Kursus

270 PLATO. Plato. § 199. Den peloponnesiske Krig [Q] i sidste Tredie- del af det femte Årh. f. Kr. afsluttede Athens egentlige Giandsperiode; og i Året 399 lod man den bittre Sinds- stemning, som fulgte i Ulykkens Spor, gå ud over Athens betydeligste Mand, Sokrates [Q], der måtte tømme Gift- bægeret. Sokrates var ikke Mathematiker. Ganske vist havde han i sine yngre År lagt sig efter flere almen- menneskelige Færdigheder, såsom Musik og Gymnastik, og han skal også have hørt Anaxagoras. Men med Arene lagde han hele Vægten på alt, hvad der kan hjælpe til, at man kan »erkjende sig selv« fremfor at erkjende de udvortes Ting, hvortil Mathematiken efter hans Mening alene tjente. Derfor sagde han, at man »kun skulde drive Mathematik så vidt, som behøvedes til Landmåling af Jord, man kjøbte eller solgte«. Ikke des mindre bør Sokrates nævnes i Mathe- matikens Udviklingshistorie, fordi han utvivlsom har udøvet en vis Indflydelse på denne ligesom på så meget andet, som han ikke ligefrem beskjæftigede sig med. Medens Zeno ikke synes at have gjort andet Indlæg i Sagen en Satirens, der dog også kan have sin Betyd- ning, har Sokrates ved at anvise, hvorledes en grundig Undersøgelse på andre Områder bør gjøres, vistnok også i nogle Henseender, som vi skulle se, kunnet virke be- frugtende på Datidens Mathematikere. Sokrates havde en ganske egen Evne til at undersøge en Sag ved at »analysere« den, o: opløse den i de Enkeltheder, hvoraf den beståer eller udpege de Vilkår, hvorpå den beroer; dernæst behandler man disse Enkeltheder eller Vilkår på lignende Måde osv., til man kommer til sådanne Enkeltheder, hvorom der ikke kan være Tvivl eller så- danne Vilkår, som sikkert ere tilstede eller sikkert ikke