Historisk Mathematik
Et indledende Kursus

DET MATHEMATISKE TEGNSPROG. 333 at to Ting ere lige store, at de ere i »Ligevægt«-, men når de skrive Symboler, skrive de ikke dette, ikke heller i Forkortning ; de udtrykke det blot ved Symbolet ties Plads, dette minder om Positionssystemet, idet nemlig det ene Sæt af Symboler underneden det andet betyder, at det ene Sæt er lig det andet. Araberne optog igjen et Bogstav som Lighedstegn, nemlig Endebogstavet i deres Ord for: »er lig«. Mod Slutningen af det 16de Århundrede skrev Evro- pæerne atter et Ord istedenfor et Symbol, nemlig »æqual« (Latin: lig). Omtrent samtidig træffes dog også Tegnet Il , indtil man endelig i Midten af det 17de Aarh. be- gynder at bruge Tegnet =. Ligeledes er vort nuværende Tegn for Sammenlæg- ning (Adition), +, og vort Tegn for Fratrækning (Sub- traktion), ikke ældre end fra Slutningen af det 16de Årh.*) Når Diofant, Hinduer og Arabere satte Stør- relser umiddelbart ved Siden af hinanden, mente de, at Størrelserne skulde lægges sammen, og når en Størrelse skulde trækkes fra, skrev Diofant et omvendt Bogstav af Ordet »Fratrækning« og ligeledes gjorde Araberne senere, hvorimod Hinduerne blot satte en Prik ovenover det, der skulde trækkes fra. Inden Europæerne fik + og —, brugte de ~p (plus, Latin: mere) og m (minus, Latin: mindre). Kineserne skrev de Størrelser, der skulde lægges til, med rødt, dem, der skulde trækkes fra, med sort. Hinduerne synes således at have havt det reneste Symbolsystem: ikke alene vare deres Størrelsessymboler Bogstaver, men de Handlinger, der skulde udføres med dem, vare hos dem mest betegnede ved derfra afvigende Tegn (ikke så meget Bogstaver (end sige Ord) som sær- lige små Tegn eller blot ved Stillingen). Dog træffes *) De Hieroglyfer, som Ægypterne brugte til at udtrykke Sammen- lægning og Fratrækning, ere ret talende, nemlig: et Par Ben, som gå til, og et Par Ben, som gå fra.