Historisk Mathematik
Et indledende Kursus

34 REGNING. hos Grækerne og Romerne og rimeligvis allerede havde været det hos Ægypterne og Babylonierne, er Finger- regning. Grækerne betegnede Enerne ved Hjælp af de 3 yderste Fingre på venstre Hånd, Tierne ved Hjælp af Pege- og Tommelfinger, Hundrederne ved Hjælp af de samme 2 Fingre på højre Hånd og Tusinderne ved Hjælp af de 3 yderste. Man tænke sig, at f. Ex. Pegefingeren kan ind- tage 3 forskjellige Stillinger, strakt, halvlukket og hel- lukket, som vi kunne betegne ved a, b og c, og Tommel- fingeren ligeså, betegnende A, B og C. Da kunne disse to Fingre indtage de 9 fornødne Samstillinger, nemlig: aA, aB, aC, bA, bB, bC, cA, cB og cC. Endnu lettere kan der åbenbart dannes 9 Stillinger af de 3 yderste Fingre; men der kræves et ikke ringe Herre- dømme over Fingrene for at bringe dem i de rette Stil- linger og en ikke ringe Øvelse i at blive fortrolig med disse Symboler. Endvidere er det klart, at Sammentæl- ning og Fratrækning ikke på denne Måde vil foregå slet så mekanisk som ved Brugen af Småsten, men må være ledsaget af visse Tankebevægelser. Romerne brugte en lignende Fremgangsmåde, og, medens de således kunde fastholde 1 allene fra 1 til 9999 betegnede de ved at holde Hænderne højt eller foran Brystet Tallene fra 1 til 9999 Myriader. Der findes endnu Rester af dette gamle Mesterskab, men rigtignok sunket sørgeligt lavt, både i intellektuel og i moralsk Henseende, nemlig det bekjendte Morraspil, der blot går ud på, — idet hver af de to Spillende samtidig stikker Hånden frem med et vist Antal udstrakte l1 ingre hvem der da først kan råbe, hvor mange udstrakte Fingre der er på de to Hænder tilsammen, en Leg, som Italienerne drive med Lidenskabelighed, og som ofte ender med et dræbende Knivstik. § 23. Besværligheden ved at udføre ganske simple Sammenlægninger og Fratrækninger i Oldtiden føltes så