Forsøg På En Geonostisk Tydning Af Landenes Overfladeforhold

16 Som en særegen Form af Kjædehævningen maa endnu anføres Alpernes af Gneis-Granit og krystallinske Skifere bestaaende »Centralmasser«, hvis langstrakte Ovaler ere byggede af Lag, der stryge i samme Retning som Bjerg- landet og i de fleste Tilfælde udmærke sig ved en vifte- fonnig Stilling; i Omkredsen og ved Foden falde Lagene jevnere indefter, men jo høiere man kommer i Veiret, desto steilere bliver Heldningen, og i Midten staae de fuldkomment lodret. Efter Desors Anskuelse have de i en plastisk Tilstand gjennembrudt de omgivende Dan- nelser, og idet de maae tænkes at være drevne blære- formigt i Veiret, have de ved storartede Bristnings- og Denudationsphænomener efterhaanden antaget deres nu- værende Skikkelse1). Som den hævende Kraft kan virke efter Punkter og Linier, saaledes kan den endeligt ogsaa virke efter en Flade, og Resultatet bliver da den saakaldte Plateau- hævning. Begrebet om en Høislette er ifølge sin Natur ubestemt og væsentligt afhængigt af de omgivende Egnes Niveauforhold, men den absolute Høide har dog ogsaa forsaavidt Betydning, som man ofte anvender Benævnelsen Plateau uden Hensyn til Omgivelserne om et'jevnt Ter- rain, naar dette er i Besiddelse af en betydeligere Høide over Havet. Et Plateau kan snart have en mere lang- strakt, snart en mere afrundet Form, men i sin typiske Simpelhed bestaaer det af jevnt hævede, horizontale Lag og frembyder derfor en eensformig Overflade, som kun afbrydes ved de i Reglen smalle, spalteformige Dale og i) Studer: Lehrb. d. physik. Geogr. und Geol. II. p. 202, 3. Desor: Gebirgsbau der Alpen. 1865. p. 6, 7.