Forsøg På En Geonostisk Tydning Af Landenes Overfladeforhold

19 graphisk Vigtighed, som de dem indesluttende Høider. For Dalenes Dannelse har man navnlig i tidligere Tider opstillet forskjellige Theorier, som hver for sig gjorde Fordring paa at være fyldestgørende x); snart søgte man Principet i Floderosioner eller submarine Strømme, snart i Indstyrtninger eller Opreisning af Lagene, men uden her at ville gaae ind paa en sammenlignende Betragtning af disse Theorier, der uden Tvivl hver for sig have en be- tinget Gyldighed, bliver det Dalenes Udseende og For- hold til de omgivende Høiders Hævningsmaade og Lag- stilling, som her skal være Gjenstand for en nærmere Under- søgelse. Saagodtsom i alle større Bjerglande vil man være i Stand til at paavise to væsentligt forskjellige men begge paa Hævningsforhold beroende Dalformer, som man ad- skiller under Navn äf Længdedale og Tverdale. De første ere vide, aabne Dale, der følge Lagenes Strygning; de have i Reglen betydelig Udstrækning og nogenlunde eens- formig Brede, Bunden er næsten horizontal, og de hyp- pigt jevntskraanende Sider frembyde ofte ueensaitede geognostisk^j Dannelser, hvorved Dalen faaei Betydning som Grændse mellem to forskjellige Formationer. Paa Grund af Væggenes Forhold have disse Dale, trods deres indbyrdes Overensstemmelser, dog et noget forskjelligt Physiognomi, og Hoffmann sondrer dem navnlig i tre Grupper, som han benævner »Muldenthaier«, »Spaltungs- thaler« og »Scheidethaler« -). Hos de førstnævnte (Weser- dalen mellem Munden og Karlshafen, Leinedalen ved Göt- i) Studer: Lehrbuch d. physik. Geogr. und Geol. 1844-47. I. p. 363 o. f. 2) Physikal. Geogr. 1837. p. 387 o. f.