Forsøg På En Geonostisk Tydning Af Landenes Overfladeforhold 1866

20 tingen etc.) dannes de jevntskraanende Vægge af de fra begge Sider mod Dalbunden eensformigt heldende Lag, hvis Strygning og Fald altsaa bestemme Dalens Retning og Skraaningen af dens Sider, medens man derimod ved Spaltningsdale, der forresten i større Maalestok forekomme meget sjeldent (Kløndalen i Glarus, Ryggen af de bri- stede Jurakjæder), forstaaer saadanne, hos hvilke Lagene falde bort fra Dalbunden, saaat de fordetmeste temlig steile Dalvægge bygges af Laghovederne; hos de saa- kaldte Grændsedale, som vistnok er den Form, under hvilken Længdedalene hyppigst optræde (øvre Rhonedalen, en stor Deel af Inn- og Salzadalen, flere Strækninger af Weserdalen etc.), falde Lagene paa den ene Side imod Dalbunden og paa den anden Side bort fra den, saaat den ene Dalvæg dannes af Lagfladerne, den andén af Laghovederne, og det er netop disse Dale, der saa hyp- pigt optræde som Formationsgrændser, idet de adskille tvende ueensartede geognostiske Dannelser. I Modsæt- ning til Længdedalene, som baade i Retning og Form ere væsentligt afhængige af Lagstillingen, ere de saakaldte Tverdale langt mere uafhængige af denne. Tver- dalene have i det Hele Tilbøielighed til at staae lodret paa Lagenes Strygning og gjennemskjære ofte spalteformigt mægtige Lagfølger; de ere fordetmeste smalle og snevre med steile, fjeldrige Vægge, i hvilke Laghovederne ligge blottede, og i Modsætning til mange Længdedale frem- byde Siderne altid de samme geognostiske Dannelser, Dalbunden er nærmest trinformig med afvexlende stærkere og svagere Fald, og hermed staaer endnu en anden Eiendommelighed i Forbindelse, som viser sig deri, at Dalen gjerne udvider sig bassinformigt, hvor Faldet er