Forsøg På En Geonostisk Tydning Af Landenes Overfladeforhold 1866

 27 hvis Lag skraane jevnt ind under Havet, og hvor Lagene ere stillede paa Kant, som f. Ex. i Alpernes Central- masser, udgraves de lettere til steile Toppe end hvor Lei- ringen ikke tillader nogen Indvirkning paa deres Gjennem- snit, — men at Degradationen, trods alle de charakteri- stiske Ujevnheder den frembringer, ikke alene tilsigter men i mange Tilfælde virkeligt ogsaa har udført en stor- artet Jevnlægning, det vil man med Lethed kunde overtyde sig om ved f. Ex. at besøge de nederrhinske Skiferbjerge samt de gamle Dannelser i Bretagne og mange Steder i Norge (Egebergs Plateau, Egnen ved Kongsberg) x), hvor det flade eller svagt bølgende Terrain skjuler en steil og forstyrret Lagstilling, der i ingen Henseende svarer til Overfladens nuværende Form. Den inechaniske Forstyrrelse af Bjergarterne, hvis ydre Betingelser vi i det Foregaaende have lært at kjende, vil i mange Tilfælde understøttes betydeligt ved deres chemiske De c omposition. Under Luftens og Fugtighedens Ind- flydelse undergaae nemlig mange Bjergarter en særegen Opløsning paa Grund af en eiendommelig chemisk Sam- mensætning, og navnlig gjælder dette om dem, i hvilke Orthoklasen danner en fremherskende Bestanddeel. »Ar- terne af Feldspathfamilien — bemærker Blum* 2) — vise alle en større eller mindre Tilbøjelighed til at decompo- neres, og derved dannes af dem et kiselsurt Leerjord- Hydrat, som navnlig for Orthoklasens Vedkommende er godt bekjendt under Navn af Kaolin. Idet den sidste Kjerulf: Stenriget og Fjeldlæren. 1865. p. 59. 2) Handbuch der Lithologie. 1860. p. 42. Naumann: Lehrb. d. Geognosie. I. 1858. p. 725 o. f.