Forsøg På En Geonostisk Tydning Af Landenes Overfladeforhold 1866

43 har det end stundom været udsat for kraftige Hæv- ninger, som hos fastere Dannelser vilde have frembragt markerede Terrainformer, høre dog saadanne her til de sjeldnere Undtagelser paa Grund af Bjergartens ringe Modstandskraft mod Degradationens Indflydelse; bestaaer Grunden, som paa mange Kyster og i mange Ørkenlande, af flint, løst Sand, fyges dette af Blæsten sammen i høie Klitter, hvis golde, bevægelige Bakkerygge stadigt ud- jevnes og opbygges paany og langsomt skride frem efter Retningen af de herskende Vinde. Ved Slutningen af denne Betragtning af Bjergarternes Physiognomi og Betydning for Landskabets Udseende og Terrainforhold turde det endnu være rigtigt, at fæste Opmærksomheden paa de store lismasser, der deels som Landiis dække de høiere Regioner af en stor Deel af Jordens Bjergegne, deels i Polarzonens Vintertid paa mange Steder forvandle Havet til Land og forene de polare Øgrupper med Fastlandets Kyster. Landisen, som er et Product af det aai’lige Sneefald, skyder sig fra Sneeregionen ned gjennem de høiere Alpedale under Form af Gletschere, og disse mægtige, blaagrønne lismasser med deres knudrede, gjennemspaltede Overflade og cha- otiske Steenvolde danne i alle Bjerglande, der bære større Oplag af evig Snee, et høist eiendommeligt Moment af Alperegionens Physiognomi. I Polarzonen udvide disse Gletschere sig undertiden til uhyre sammenhængende lis- formationer (Grønland, Spitsbergen), som med en Tykkelse af indtil et Par Tusind Fod skjule det underliggende Land, og idet de stedviis skyde sig ud i Havet, opløse de sig i svømmende lisfjelde, hvis af Vinden og Bølgerne saa phantastisk formede Skikkelser udgjøre et ligesaa