Forsøg På En Geonostisk Tydning Af Landenes Overfladeforhold 1866

68 som sine Bjerglande mod Vest1)- Paa en Havbund, hvis Beskaffenhed er Videnskaben ubekjendt, afleirede Over- gangsformationerne deres Sandsteen- og Skiferlag under hyppige Udbrud af askeagtige og lavaagtige Masser, og der er tillige Grund til at antage, at der under denne Epoke er foregaaet betydelige partiele Hævninger, som stode i Forbindelse med voldsomme Bøininger og Bristninger af Lagene. Efter Afslutningen af den ældre Silurformation turde saaledes en stor Deel af det nord- lige og vestlige Wales have skudt sig op over Havet, idet Masserne bleve satte i Bevægelse af disse Egnes talrige Trapgange, og efter Dannelsen af de yngere sihiriske Lag maa der være foregaaet en Hævning af det nuværende Cumberiand, hvorved Lagene ligesom i Wales fik deres oprindelige nordostlige Strygning, men efterat disse Egne i kortere eller længere Tid havde været udsatte for Atmosphærilernes Angreb, indtraadte der atter Sænkninger, og det turde først være efter Afleiringen af Steenkulsformationen, at betydeligere Stræk- ninger af England fik en mere stadig, oversøisk Til- værelse. Slutningen af den palæozoiske Periode er i England som andetsteds betegnet af stor- artede Hævningsphænom ener og talrige Gjen- nembrud, og kan det end ikke nægtes, at de secundære Formationer frembyde Exempler paa Trapgange, som endog 1) Ramsay: Physic. geol. and geogr. of Gr. Brit. 1864. p. 57 og 60. Sedgwick: Transact. of the geol. soc of London. 2 ser. IV. 1836. p. 47—68. Hopkins: Qvart. journ. of the geol. soc. of London. IV. 1848. p. 70—98. Phillips: Treatise. Vol. I. 1837. p. 148, 49 og 181 — 83.