Forsøg På En Geonostisk Tydning Af Landenes Overfladeforhold 1866

71 antager derfor ogsaa, uden dog nærmere at begrunde sin Anskuelse, at de oprindeligt have strakt sig langt videre mod V. og først fundet en Grændse i de ældre, for- styrrede palæozoiske Lag. At man ikke tør antage en Hævning efter gamle Kystlinier fremgaaer imidlertid deraf, at de omtalte Skrænter intetsteds frembyde de Brud og Bøininger, som en saadan Tilblivelsesmaade nødvendigviis maatte medføre, og der synes saaledes ikke at frembyde sig noget andet Alternativ end at slutte sig til den af Ramsay udtalte Formodning, at disse Formationer tid- ligere have havt en langt videre Udbredelse mod V., og at storartede Denudationsphænom en er efterhaanden have bortført Oolithen og det underliggende Liasleer fra betydelige Strækninger af Mellemengland. Oolithens Hævning fulgtes umiddelbart af Afleiringen af Wealdformationen, der baade ved sine afvexlende Ferskvands- og Saltvandslag og tillige ved sine organiske Levninger utvivlsomt giver sig tilkjende som en gammel Deltadannelse og altsaa ligesaa utvivlsomt forudsætter et tidligere dannet Opland; derpaa indtraadte en dyb Sænk- ning, Kridtformationen udbredte sit mægtige Dække over en stor Deel af det østlige og sydlige England, for senere at hæves efter Afleiringen af det hvide Kridt, og Denudationen begyndte nu atter sit Arbeide, som næppe har hidført mindre betydelige Resultater, end de vi have omtalt for Oolithens Vedkommende. I Sydengland løber Kridtets Hævningsaxe fra V. — 0. med en svag Bøining mod S., idet den aabenbart svarer til Wealdterrainets Antiklinal, men over en stor Deel af dette gamle Delta- land ere Kridtformationens Lag i Tidernes Løb bievne forstyrrede og bortførte, ligesom ogsaa Kridtets Udbredelse