Foreningen for Berejste Haandværkere
Beretning om Foreningens 25-Aars Virksomhed

ET TILBAGEBLIK. den farende Svend afsted ad Landevejen fra I ham udløstes Ungdommens Udlængsel. Han et Friheds=Symbol, Digterne besang ham; men Poesiens Æventyrflammer — lyst for og mørkt paa Pulterkammeret, i^aaen og t-OKaien paa ivmsæci, skulde man tro, at den rejsende Haandværker vilde blive en Antikvitet. Men den store Omvæltning indenfor Næringslivet tog han som en Kuldbøtte, man var nødt til at slaa. Han gjorde Springet over i den nye Tid uden at forandre sig sær= ligt meget — dog naturligvis: Tiden sleb ham efter sit Behov. I de gode gamle Dage skulde han jo afsted. Svendebrevet aabnede ham Døren ud til Verden. Organisationernes fælles Ceremoniel „Zünften“ var det Feltraab, der gav ham Adgang til de faste Haandværker=Borge her og i det fremmede, og „Geschenken“ hos Fagfællerne sikrede ham den nødvendige Driftskapital til Rejsen, og den var jo forresten ret beskeden. Saa drog By til By. blev næsten i Skscrct af bag — kom han maaske til at staa i et lidt misvisende Lys. Thi den glade Geselle, der tilsyneladende vandrede fri og frejdig afsted, ladende Violen sørge, kun levende paa Nuet, paa Tilfældet, Æventyret om man vil, han havde jo i Virke= ligheden sin Bane afstukket. Han kendte sit Maal: at stige fra Svend til Mester. Hjemme i Laugsalen sad jo hans For- gængere i Rejselivet. De kendte af Erfaring, at Friheden paa Rejsen var det lokkende, dragende; det, der gav Drøm= mene; men Arbejdet ude i de fremmede Lande det var Virke= ligheden, der fundamenterede hans Eksistens, hans Fremtid. Man lærte paa Rejserne at drage Nytte af større og mere fremskredne Arbejdsmetoder, man hentede sig Menneskekund= skab derude, i Berøringen med andre Landes Kultur blev Ravnekrogs=Kanteme slidt af ham; hans Syn paa Livet blev udvidet, undertiden ligefrem revolutioneret. * 3