Jordarbejde

284 IL Fundering. Pæle, og saadanne kunne ogsaa bedre undvære Spunsningen end de mindre tykke, fordi de samme Uregelmæssigheder i Stillingen ikke medføre saa stor Fare for Utæthed. For at spare Træ ændrer man undertiden Konstruktionen derhen, at man forsyner Pælene med Noter til begge Sider og bruger løse Fjere, de saakaldte Sløj fer (Fig. 208). Fig.208 ^an har ogsaa nu og da brugt Sløjfer W Til de sluttede Pæles foreløbige Til- dannelse hører endnu Forberedelsen af Pæleenderne. Den Ende, der skal vende nedad, skal skærpes, den Ende, der skal vende opad, skal renskæres og maaske for- synes med Ring. Ved Skærpningen vil man give den nederste Ende Form af en Kile, hvis Æg er parallel med Væggen, men For- inaalet hermed er netop det samme som med at give de spredte Pæle en Spids. Kilen maa ikke være for slank. Det kan være passende at give den en Længde, der er 2 til 3 Gange Pæletykkelsen. Man lader den ende i en lille, noget stumpere Kile forneden. Pælene skærpes ikke enkeltvis, men man lægger flere ved Siden af hinanden i sluttet Stilling for baade at afsætte, hvor Skærpningen skal begynde, og foretage Tilhugningen ved dem alle paa en Gang. Til alle fritstaaende Vægge skulle Pælene skærpes fra begge deres brede Sider og saaledes, at der bliver Symmetri med Hensyn til Væggens Midter- plan, i hvilken Æggen ogsaa skal Fig.209 ligge. Fig. 209 viser en saaledes skærpet Spunspæl fra Kant og fra Siden. Da Kilen er noget svag saavel ved Fjer- som ved Notsiden, og især ved Notsiden tager man ofte det bort af don, som ligger udenfor to Linier, saasom mn og op. Da disse Linier ikke ere sym- metriske med Hensyn til Pælens Axe, vil Pælen under Ramningen faae Tilbøjelighed til at vandre, og