Telefonen
Til Vejledning for Telegrafpersonalet

7 Vindinger, vil den ene Jernkærnes Polaritet forstærkes, medens den andens vil formindskes eller maaske helt vendes, saa at den ene Kærne vil komme til at virke stærkere paa Ankeret end den anden. Naar Strømiæpul- serne ere kraftige, samvirke Elektromagnetkærnerne i Regelen i at dreje Ankeret i samme Retning. Knevelen k, der er fastgjort til Ankeret og føres af dette, vil som Følge heraf skiftevis blive kastet over til den ene og den anden Side, efter som der gaar positive eller negative Strømimpulser igennem Elektromagneten. Som beskrevet under Induktoren sker denne Strøm- skiften i hurtig Paafølge, og Knevelen vil paa de ved Siderne placerede Klokkeskaale frembringe Ringningen. Afstanden mellem Ankeret og Kærnerne reguleres ved to Skruer i den indstillelige Del af Stellet, hvori Ankeret har sit Leje. Afstanden er i Regelen ca. 5 mm. To Fjedre, der ere befæstede paa den imod Kær- nerne vendende Side af Ankeret (ikke viste paa Tegningen), skulle tjene til at forhindre dette i at blive hængende ved Kærnerne og lette dets Bevægelser. Elektromagnetens Modstand er ca. 100 Ohm. 2. Taleindretningen. a. Telefonen. Fig. 6 og 7 vise en Ericssons Haandtelefon, der er en Modifikation af den oprindelige Bellske. Den bestaar af en i en Ebonitcylinder indsat lang, skarptbøjet Heste- skomagnet, hvis Poler ere forsynede med tvende For- længelser af blødt Jern, der hver er omgiven af en Rulle tynde, silkeomspundne Kobbertraadsvindinger i den ud- videde Del af Ebonithylsteret. Disse Ruller ere indbyrdes