Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

146 ovenfor^ har angivet, et Granitlag være smeltet i en Dybde af 5-/io geographiffe Miil (saameget som fire til fem Gange af Himalaya-Bjergstrcekningens overste Tinde.) I Jordlegemet maa man adsiille tre Slags Barme- Bevægelser. Den forste er periodisk og forandrer Jordlagenes Temperatur- idet Varmen efter Solens Declination og Aars- tidernes Forfljellighed trænger ind ovenfra nedad, eller ad samme Vei strømmer ud nedenfra opad. Dell anden Art af Be- vægelse er ligeledes en Virkning af Solen og af overordenlig Langsomhed. En Deel af den Varme, som er trængt ind i Wquatorial-Egnene, bevæger sig nemlig i det Indre af Jord- florpen henimod Polerne, og Udgyder sig ved disse i Luft- kredsen og det fjerne Verdensrum. Den tredie Art af Bevægelse er den langsomste af alle; den bestaaer i Jordlegemets seculære Afkjoling, og er det Lidet, som endnu den Dag idag af Pla- neternes primitive Varme afgives til Overfladen, Dette Tab,, som Centralvarmen lider, har i de ældste Jordrevolutioners Epoche været meget betydelig, men efter de historiffe Tider bliver det neppe maaleligt for vore Instrumenter. Jordens Overflade befinder sig altsaa imellem de nedre Lags Glbdhede og Verdensrnminet, hvis Temperatur sandsynligviis er Under Qvægsolvers Frysepnukt. De periodiske Forandringer i Temperaturen, som Sol- ftanven og de meteorologiske Processer fremkalde paa Over- fladen, forplante fig i det Indre af Jorden, men f'un indtil meget ringe Dybder. Denne Langsomhed i Jordbundens Varme- edning svækker ogsaa om Vinteren Va rmetabet og bliver gunstig for Træer med dybtgaa ende Redder. Punkter, som i for- ffellige Dybder ligge samme Vertic allinie, naae til meget forstjellige Tider den meddeelte Temperaturs Maximum og Minimum. Jo mere de fjerne sig fra Overfladen, desto