Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

148 skab til Himmelbevægelsen paa vor Planers thermiske Tilstand. Jordens Omdreinings-Hastighed afhænger nem- lig af dens RUmfang. Alt eftersom Wqnatorial-Diameteren af den ved udstraalende Varme efterhaanden sig afkølende Masse bliver kortere, vil med TemperaMrens Aftagen Om- drejnings-Hastigheden forøges og Daglængderne formindskes. Men en Sammenligning af Maanens Bevægelsers secUlcere Variationer med de i de ældste Tider observerede For- mørkelser godtgjor med Bestemthed, at siden Hipparchs Tid, altsaa i Løbet af fulde 2000 Aar, Dagens Længde ikke har aftaget saameget som Hnndrededelen af et Secund. Som Følge heraf ligger den yderste^ Grændse for Jordlegemets, i Lobet af 2000 Aar, nnlligviis aftagne Middelvarme, endnu indenfor V170 Grad. Denne Uforanderlighed med Hensyn til Jordlegemets Form, forudsætter endvidere en stor Uforanderlighed med Hen- syn til Tætheds-Forholdenes Fordeling i dets Indre. De translatoriffe Bevægelser, som foraarsages ved Udbrud af Nu- tidens Vulkaner, ved jernholdige Lavaers Fremtrængen samt forhen tomme Spalters og Himlningers Udfylden med tætte Steenmasser, maae altsaa betragtes som smaa Overflade- Phænomener, som Tildragelser i en saadan Deel af Jord- florpen, der i sine Dimensioner, i Forhold til Jorddiameterens Størrelse, aldeles forsvinder. Vor Planets indre Varme har jeg med Hensyn til Aar- sag og Fordeling næsten udelukkende skildret ester Resultatet af Fouriers sijonne Undersøgelse. Poisson betvivler Jord- varmens Uafbrudte Tiltagen fra Jordens Overflade til dens Centrum. Han troer, at al Varme er trængt Udenfra indad, og at Jord legemets Temperatur er afhængig af den meget hoje eller meget lave Temperatur i de Verdensrum, igjennem