Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

sige særskilte Nordlysstrog, Længdezoner, i hvilke Polar- lyset er paafaldendeb glimrende og pragtfllldt. Local Ind- flydelse er altsaa ikke at miskjende. Wrangel saae deres Glands tabe sig saasnart han forbi Nischne-Kolymfl fjernede sig fra Jishavets Littoral (Kystlande). De paa Nordpol- Erpeditionen samlede Erfaringer synes at bevise, al Nordlys- Phænomenet i Nærheden af Magnetpolen idetmindste hverken er stærkere eller hyppigere, end i nogen Afstand fra samme. Hvad vi vide om Polarlysets Horde, grunder sig paa Maalinger, der, ifølge deres Natur, formedelst Lysphæno- menets bestandige Oscillation og den deraf opstaaende Usikker- hed i Bestemmelsen af den parallaktiske Vinkel ikke kan nti)< gyde stor Tillid. De erholvte Resultater variere, uden tillige at medregne forældede Angivelser, imellem en Høide af nogle Mill og af tre- til firetusinde Fo!?. Det er ikke Usand- synligt, at Nordlyset til forsijellige Tider har en hoist for- skjellig Afstand. De seneste Iagttagere ere tilbøjelige til ar forsætte Phænomenet ikke til Grændsen af Atmosphæren, men alene til Sky-Regionen; de troe endog, at Nordlysets Straaler kunne bevæges af Vinde og Luftstrømninger, saafremt nemlig Lysphænomenet, ved hvilket Tilværelsen af en elektro-magnetist Strømning ene lader sig erkjende, er bundet til materielle Grupper af bevægelige DUnstblcerer, eller, eractere udtrykt, gjennemtrænge disse og springe over fra een Dunstkugle til en anden. Franklin har ved Bjornesoen sect et straalende Nordlys, om hvilket han troede, at det oplyste den nederste Side af Sky-Laget, medens i en Afstand af ikkun 41/» Miil derfra Kendal, der havde Vagt hele Natten, og ikke noget Djeblik tabte Himmelhvælvingen af Syne, ikke bemærkede nogetsomhelst Lysphænomen. Hvad der i den seneste Tid flere Gange er bleven paastaaet, at der nemlig er bleven sect