Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

14 oplivende paa Gemyttet, endnU flutter sig en anden Nydelse, en Naturnydelse, som udspringer af Ideer: hvor i stridende Elementers Kamp det Regelbundne, Lovfølgende ikke blot anes, men fornUftmæssigt erkjendes, og hvor Menneflet, som den udødelige Digter^ siger: „søger den hvilende Pol i Phænomenernes Flugt". For indtil den forste Spire at forfølge denne af Ideer udsprUngne Naturnydelse, er fun et flygtigt Blik paa Natur- philofophiens Udviklingshistorie, eller paa Udviklingshistorien af den gamle Lære om Kosmos, nødvendig. En dæmpet højtidelig Følelse afNatUrmagternes Eenhed, af det mystiske Baand, som sammenknytter det Sandselige og Oversandselige, er tilvisse (og mine egne Reiser have stad- fæstet det) selv vilde Folkeslag egen. Den Verden, som aabenbarer sig for Mennestet gjennem Sandserne, smelter, ham felv næsten Ubevidst, sammen med den Verden, som han, ifølge indre Gjenklang, lig et stort Trylleland, opbygger i sin Barm. Men denne Verden er ikke den rene Afspeiling af hiin; thi saa lidet endog det Ådre formaaer at løsrive sig fra vet Indre, saa virke dog, selv hos de raaeste Folkeslag, uden Ophor den stabende Phantasie og den symboliserende Anelse om det Betydningsfulde i Phænomenerne. Hvad der hos enkelte mere begavede Individer fremstiller sig som Rudiment til en NatUrphilosophie, saa at sige som en Fornuftbetragtning, er hos hele Stammer Productet af instinctiv Modtagelighed. Paa denne Vei, i dæmpede Følelsers Dybde og Liv, ligger tillige den første Tilskyndelse til CUltUr, Helliggjørelsen af de opholdende og ødelæggende Naturkræfter. Naar nu Mennestet, gennemløbende de forskjellige Udviklingstrin af sin Dannelse, mindre fængslet til Jordbunden, efterhaanden hæver sig til aandelig Frihed, tilfredsstiller ham ikke mere