Beskyttelse eller Frihandel
og sammes Indflydelse paa Velstand og Velvære i Almindelighed, samt på Industrien, Haandværket og Arbeiderstanden i Særdeleshed

31 var først egentlig efter Afskaffelsen af al Told paa Uld i 1844, at Landmanden begyndte paa at lægge sig rigtig efter Faareavlen. Dette er en Paastand, som vil klinge ilde i Beskyttelsesmændenes Øren, men den er ikke desto mindre sand, og det kan bevises. Efter Rapporten til Parlamentet af de Committeer, som have været nedsatte til at undersøge disse Forhold, var Produktionen af Uld i England 94,376,640 Pd. i 1810, men i 1844 varden 145,721,880 Pd., og det lader sig netop bevise, at denne Stigning især stammer fra Aaret 1825, da Tolden blev nedsat fra 6 d. til 1 d., og Udførselen blev frigivet. Indførselen af fremmed Lid steg paa følgende Maade: fra 1815—20 indførtes der i Gjennemsnit 15,032,809 Pd. om Aaret, fra 1820—25 17,477,492 Pd., fra 1825—30 28,134,825Pd., 1835—40 49,436,284 Pd,, 1845 76,813,855 Pd., 1850 74,326,778 Pd., 1856 89,531,599 Pd., 1860 117,634,710 Pd. til Forbrug i Landet, hvoraf kun | kom fra de europæiske Lande, Resten fra oversøiske Steder, især Australien, der i 1807 første Gang sendte et lille Parti Uld herover til Prøve og nu leverer c. 70,000,000 Pd. om Åaret til- trods for den store Fragt og de store Omkostninger, som hvile derpaa. Fra 1660 indtil 1825, altsaa i 165 Aar, ødslede Re- gjeringen al sin Kjærliglied paa Uldindustrien. Ud- førselen af engelsk Uld var forbudt, og derimod Ind- førselen af fremmed L'ld fri ligetil 1802, da Regje- ringen ogsaa begyndte at føle Noget, som den kaldte Kjærliglied til Landbostanden og derfor fandt sig foran- lediget til at lægge en Told af 5 sh. 3 d. pr. Centner