Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

102 —---------~.. -y.......?■ "■ ' === skaffe 20 Barbersvende til Søtjeneste. Tillige skulde Amtet opgive Navne og Bopæle paa de Barberer, som ikke har Tilladelse til at praktisere. Befalingen om de 20 Svende var vanskelig at efterkomme, fordi der var Mangel paa saadanne og Mesterne ikke godt kunde afse nogen af de Svende, de havde. Der indløb et Par Dage efter en paamindende Skrivelse til Amtet, og dette besluttede saa, da der end- nu manglede 10 Underbarberer, at opgive for Magistraten, at de manglende vilde kunde skaffes tilveje blandt de Ikkeprivilegerede eller Fuskerne. Dette lykkedes dog heller ikke for Amtet, hvorfor det blev henvist til fra Tyskland at forskrive Svende, hvis Omsorg og For- plejning det paahvilede Amtet at bære og bekoste. AMTSKIRURGINSTITUTIONENS KULMINATION. Paa nærværende Tidspunkt, omkring Midten af det 18. Aar- hundrede, tør det maaske nok siges, at Amtskirurginstitutionen naar sit Højdepunkt af, hvad den havde betydet, betød og kom til at be- tyde som Lægefaktor i Staten. Det Grundlag, paa hvilket den en- kelte Amtskirurgs oprindelige Uddannelse og Udvikling hvilede, var for elementært og ufuldkomment til, at det i Længden kunde bære Institutionen frelst igennem overfor de Krav, som Tidens Udvikling stillede. Med al Respekt for, hvad Amtskirurgerne egentlig praktisk evnede at yde, støttet af den Kundskab, som de paa det særlige Om- raade havde erhvervet i Crügers Theater eller iøvrigt tilegnet sig, saa manglede der dem den videnskabelige Basis, uden hvilken de ikke formaaede at holde Stand og hævde den Stilling, som Tidernes Gunst og deres egen Fortræffelighed nu engang havde forlenet Institutionen med. Sagen var, at det attraaværdige Maal for langt de fleste Barber- svende var et Amt, hvorved Erhvervet og Udkommet blev dem sik- ret. Her blev de staaende. Med Udstaaelsen af Læretiden, med Af- læggelsen af Eksamen og Udredelsen af den kontante Betaling for Amtsrettigheden var Grænsen sat, Herligheden naaet. Derudover greb i Almindelighed ingen Tilbøjelighed dem til yderlig at studere og tage den Grad, der ikke blot vilde have gjort dem mere dygtige og alsidige som Læger, men tillige socialt have banet dem Vej til de højere Læge- og Lærerstillinger i Samfundet. Egentlig kan det siges, at den Forret, som Amtsprivilegierne gav og havde givet Mesterne, nu kom til at virke som en Hæmsko paa en yderligere Udvikling, idet den i første Omgang udelukkede Nød-