Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

170--------- ■ ............—. -------------.................... have lært Barber- og Baderprofessionen, var ligesaa ubevisligt som aldeles urimeligt efter som det er tvende ulige forskellige Professioner. En Bader kan lige saa lidt lære og løsgive en Svend i Kirurgien som en Kirurg eller Badsker kan lære Drenge eller løsgive Svende i Baderprofessionen, paa de Steder, hvor der er priviligerede Badstue- mænd. Og det endskøndt det sidste er langt lettere end det første, saasom Badernes Videnskab alene bestaar i at holde Badstue og kopsætte, som enhver med liden Møje kan finde sig udi, men at lære Kirurgien til Gavns, der, som bekendt, er et lige saa vigtigt og vidtløftigt Studium som Medicinen, dertil udfordres baade Tid, Flit- tighed, Øvelse, god Undervisning og Naturens Gaver. Før den store Ildsvaade, som overgik Staden 1728 var her kun trende Badstuemænd, som meget vel kunde betjene alle og enhver, der havde deres Hjælp nødig, skønt Indvaanernes Antal da var langt større end nu om Stunder, eftersom nogle hundrede Familier efter Ildebranden maatte forlade Byen formedelst Mangel paa Næring og Levnedsmidler. I det Sted er her nu ikke mindre end 5 priviligerede Badere, som alle bruger Svende og Drenge til at gaa omkring og be- tjene Folk med Barbering, hvilket dog tilkommer Amtskirurgerne at forrette og er det visseste, hvoraf de skal leve. Skulde det gaa an, at enhver Herres Tjener kunde faa kongelig Bevilling paa at bade, barbere og aarelade, vilde det blive slet bevendt med Kirurgien, da en Amtsmester, der har lært sin Metier til Gavns, umuligt kunde have sit Levebrød eller deraf høste den Frugt, han efter Lavets Privi- legier burde nyde. Da nu Printz’ Ansøgning er stridende mod Lavs- privilegierne af 1684, mod Forordningen af 1736 og mod Kongens Øjemærke og ViUie til at beskytte og haandhæve dette som andre Lav, saa beder Oldermanden Magistraten om at gøre Forestilling hos Kongen mod at denne Bevilling gives.« Trods Amtets Protest lykkedes det dog Georg Printz, ganske vist først 27s Aar senere, efter at have indgivet ny Ansøgning, i Jan. 1749, at faa kongelig Bevilling paa at »bruge Baderprofessionen og, ubehindret Bartskæramtet i Kjøbenhavn, tillige betiene med Barberen og Aareladen« — ligesom det de andre derværende Badere er vorden tilladt og forundt.« Printz maatte dog efter dette, i Modsætning til førnævnte Bader I. H. Bechmann, ikke give sig af med Saarlæge- virksomhed. Hans Bevilling gentages eller attesteres atter 26. Feb. 1753. Under 6. Maj 1750 indsendte Amtet efter en Beslutning i Marts s. A. ved Oldermanden og Bisidderne Wedderkamp og