Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

221 ved hver Brand, naar Brandtrommen var gaaet og blive der til Af- løsning fandt Sted, hvilket skete hveranden Time, saa længe indtil der blev ringet af fra Taarnet. Undtagen var de Mestere, der er fri- tagen i den kgl. Resolution, samt de, der skulde assistere Regiments- feltskæren. Den 15. Jan. 1805 tilflød der atter Amtet en Skrivelse fra det danske Kancelli, i hvilken det hedder, at „3 «He be Ofcelbe, Ipør er Spørgsmaal om, fyvorvibf en, ber anføger tagelfe for borgerlig militær Onefte formebelft Svaqfyb, er tjenftbygtig eller iffe, bør inbfyenfes Regimentsfeltffcerer Muths Attest om ertbog Jlnføgningen er belagt nteb en beffiffet Sæges Attest." Paa Brandmajor Kerckerups Opfordring indvilgede Oldermanden i, paa visse Betingelser, at bistaa Brandvæsenet som Kirurger, ligesom ved det borgerlige Infanteri. Kancelliet afslog det derimod, fordi man var bange for, at Amtet med Tiden vilde kræve Betaling derfor. Desuden var Amtskirurgerne saaledes fordelt i Byen, at man under paatrængende Omstændigheder til enhver Tid kunde faa Hjælp af disse. Medens dette frivillige Barber-Feltskærerkorps dannedes for sent til som saadant at kunne gøre aktiv Tjeneste under Kampen paa Kjøbenhavns Red den 2. April 1801, maatte det derimod siges at have været fuldt organiseret under Katastrofen 1807. Denne, som forøvrigt hele Ordningen af og med Kirurgerne og Kirurgvæsenet ved Borger- væbningen, skildres af den for sine omhyggelige Protokoltilførsler saa prisværdige Oldermand Muth i Referatet af Mødet den 23. Nov. 1807 saaledes: »I Aug. Maaned 1807 fremkom fra Englænderne en Opfordring til at udlevere dem den danske Flaade, hvilket Forlangende vor Re- gering nægtede at opfylde, med mindre den blev tvungen med Magt. Følgen heraf var en Belejring og et Bombardement af Byen. Jeg blev af Oberst og Stadshauptmand v. Mylius opfordret til at træffe Anstalt til, at der kunde skaffes Borgerne den nødvendige Hjælp fra denne Side. Til den Ende lagde jeg min Plan, som jeg ikke alene viste Stadshauptmanden, men ogsaa Generalkirurg og Professor Winsløv, som begge to var meget tilfredse med den. Med sidstnævnte aftalte jeg tillige, at alle de yngre Kirurger, jeg ansatte, ikke skulde antages af ham, for at de ved at blive ansatte gennem mig samtidig kunde passe deres Principalers Forretning. Af den Grund blev heller ingen ansat med Betaling. Dem, der ikke vilde dette, skulde enten paa