Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

---------------------------------------—-----------_ = 43 Forhold, under hvilke ogsaa den øvrige danske Barberstand levede og virkede. Dette hidrører fra at Barberernes Virksomhed tidligere var af en tvedelt Beskaffenhed, Lægegærning og Barbernæring. Denne Fordeling af Næringsvejen var imidlertid ikke særegen for de kjøben- havnske Barberers Vedkommende, ogsaa de priviligerede Barberer i Provinsbyerne var paa samme Tid Saarlæger og Barberer. Da nærværende Afsnit handler om Bartskærerne i hele Landet, om deres Forhold til Stat og Kommune, om Købstadbarberernes Forhold til det kjøbenhavnske Barberlav og omvendt, bliver det paa en Maade et Stykke Standshistorie omhandlende særlig Bartskærvæsenet i Dan- mark. Bartskærer var til henimod Midten af det 18. Aarhundrede Navnet for Barber, der dog ingenlunde er nogen moderne Betegnelse. Ved Bartskærer forstod man jo nok, som Navnet udsiger, en Skægrager eller Skægskærer, men maaske i fuld saa høj Grad, en Saarlæge. Benævnelsen Bartskær for en Læge har holdt sig til den nyeste Tid og staar som saadan for den almindelige Bevidsthed. Hans Barber- stue var hans Konsultationsværelse, hans Svende hans Lægeassistenter. I sin Stue modtog han sine Patienter og i hans Fraværelse besørgede Svendene eller »Patientersvenden« Lægeforretningen. Lejlighedsvis maatte denne ogsaa paa Mesterens Vegne aflægge Besøg i de syges Hjem. Forøvrigt barberede Mesteren og hans Svende hjemme som ude af Huset, men Vægten lagdes paa Lægegærningen, og denne skabte deres Lavsfølelse og holdt den vedlige. SAARLÆGERNE. Det danske Lægevæsens Historie rækker akkurat saa langt tilbage i Tiden som Barbervæsenets. Bartskærerne var i al Fald de Første, der legaliseredes til at praktisere som Læger. Før og samtidig med de oprindelige Bartskærere var der ingen Enkeltmand, endsige nogen Afdeling eller Klasse af Befolkningen, hvem en saadan officiel Aner- kendelse tildeltes. Derimod tør det ikke paastaas, at der ikke alle- rede forinden fandtes Folk, der gav sig af med at kurere, dertil er og har Lægekunsten til alle Tider været Genstand for Eksperimenter. Det vides ogsaa, at denne i den forhistoriske Lægetid har været i Hænder paa Kvinder, Munke og Medikamenthandlere108) og vistnok mange andre. Lægenæringen maa indtil da, omkring Aar 1500, siges at have været fri, saaledes som ogsaa det meste af Haandværksdriften, men der er næppe Tvivl om, at den kirurgiske Del af den, Forbindinger o. s. v. 4*