Statistik over Ulykkestilfælde under Arbejde

50 ved en Læsion hidført legemlig Abnormitet skal anses som medførende Invaliditet eller ikke. Sagen er jo langt- fra klaret ved i al Almindelighed at opstille som Betingelse at Vedkommende aldeles eller tildels skal have tabt Evnen til at erhverve det fornødne til sit og sin Families Under- hold, thi da komme Spørgsmaalene om, hvilke Abnormi- teter der gjøre helt uskikket til legemligt Arbejde, og hvilke der maa antages at gjøre delvis uskikket dertil. Navnlig Besvarelsen af det sidst nævnte er forbundet med store Vanskeligheder. Her maa nemlig tages i Betragt- ning, at en Tilstand, som ved en Erhvervsgren i højere eller mindre Grad forringer Arbejdsevnen, langtfra behøver at medføre det samme Resultat ved en anden — jeg skal kun minde om Forskjellen mellem Daglejerarbejde og Haandværk og atter mellem de forskjellige Arter af sidst nævnte —, ikke at tale om, at en Arbejder ved fortsat Øvelse kan vænne sig til at omgaa de Hindringer, som en eller anden Legemsabnormitet stiller ham i Vejen, saa- ledes at denne efter nogen Tids Forløb kun i ringe Grad bliver ham følelig. Vi se derfor ogsaa, at de Institutioner, der træde i Forhold til Krigens eller Arbejdets Invalider, selv om de indlade sig paa at fastslaa Regler for hvad der er at henføre under de højere Invaliditetsgrader, dog som oftest ved de lavere Grader lade sig nøje med at henvise til et Skjøn over hvert enkelt Tilfælde1). i) Dette finder saaledes Sted med Lov af 1ste April 1877 »Om Invalideforsørgelse m. m.» I dennes g 4 henføres Invaliderne til 3 Hovedafdelinger. 1ste Afdeling: De, som i den Grad have mistet Førligheden, at de ikke kunne undvære andres daglige Hjælp eller Tilsyn; til denne Afdeling skulle i alle Tilfælde henregnes de, som have tabt Synet paa begge Øjne eller ved Amputation mistet tvende af de større Lemmer (Arm, Haand, Ben eller Fod), eller som have