Planteverdenen I Menneskets Tjeneste

NÆRINGSPLANTER 97 førtes det til Grækenland og Italien; Navnet »persisk Æble« stam- mer formodentlig fra Alexandertoget til Persien, da Grækerne gjorde Bekendtskab med Frugten. Nu dyrkes Ferskentræet almindelig i tempererede Egne af Europa, Asien og Amerika, i Danmark og Norge kun som Espalier, helst paa en Mur mod Syd; i varme Somre kan Ferskner modnes ved Sognefjord i Norge. Træet dyrkes i Norden desuden i Drivhuse (Ferskenkasser). Mange Sorter gives; af disse kan nævnes »Nektariner«; glatte Frugter kan findes paa Træer, som ellers bærer haarede. Ferskner spises friske og syltede. Fra Nordamerika, særlig Kalifornien, eksporteres syltede og tørrede Ferkner i Mængde. Gode Frugter kan naa høje Priser. Kernerne bruges til Likør (Persiko) og til Ferskenolje (se under Abrikostræet). Hos de i det nærmest følgende omtalte Frugttræer er Frugten egentlig et Bær, men af en ejendommelig Beskaffenhed. Indenfor en niere eller mindi'e tynd og sej Hud (»Skrællen«), der bærer Frugtens Farve, findes det saftige Kød, hvis Mægtighed naturligvis afhænger af Frugtens Størrelse; og atter derindenfor ligger det saakaldte Kernehus, som oftest har tynde, pergamentagtige Vægge, og som indeslutter Frøene (se Fig. 76 og 78). Æbletræet. I Skove og Krat i næsten hele Europa og i Ori- enten vokser Abildtræet (Pyrus malus) vildt; i Norden er det ret hyppigt og træffes indtil Trondhjemsfjorden. Dette lille, stærkt gre- nede Træ med lange Torne (Grentorne), med Blomstringstidens skønne Dragt af hvide eller svagt rødmende Blomster og med de smaa, sure Frugter er Stammoderen til Hundreder af Sorter Æble- træer, som nu er spredte over alle Egne med et tempereret Klima og spiller en overordentlig Rolle, vel den vigtigste, for disse Egnes Frugtavl. Maaske har enkelte andre vildtvoksende Arter atter været Stamformer til Abildtræet; men den hele Sag om Æbletræernes før- ste Oprindelse ei' paa Grund af Kulturens Ælde meget uklar. Alle- rede i Pælebygningstiden (i Østrig, Italien og Schweiz) synes det, som om man anvendte Frugter ikke alene af det vilde Æbletræ, men ogsaa af forædlede Former deraf; man har fundet hele Æbler eller mest Stykker (Længdeudsnit), tørrede ved Solvarme eller Ild, dels af en Størrelse, der svarer til vore vilde Æblers, dels af en lidt større Form; men i det hele var denne Tids Æbler kun meget smaa (ca. 3 Cm. i Tværmaal). Oldtidens Grækere og Romere havde i hvert Fald virkelige Kulturformer af Æbletræet; Hippokrates (460— 377 før Kristus) inddeler Æbler i søde og sure Sorter, og Plinius anfører en Mængde Sorter og skelner mellem Sommer- og Høstæbler (tidlig og sildig modnende). Over 600 Kulturformer kendes i vore Dage. Saavel ved pludse- lige Spring som ved Krydsninger maa disse Former antages at være fremkomne. Nye dukker stadig op, ogsaa adskillige nordiske For- mer har vundet Hævd og Ære. Som bekendt er Podning af Æble- 13