Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.

102 Formens Side ornamental, idet de herhen hørende Stykker er pressede i Modeller med radialt eller skraat stillede Bukler, der i og for sig dan- ner et Ornament. I disse buklede Fade og Tallerkener er, ligesom i de bredrandede, Bunden reduceret til et Minimum, og ogsaa her er dens Fig. 130. Tallerken dekoreret „a beret- tino“ og med „biancho sopra biancho“ i Hulkehlingen. Casa Pirota, Faenza, ca. 1530. Erzherzog Rainer-Museuni, Brünn. Dekoration indskrænket til en enkelt Figur, der gærne tegner sig paa en stærkt gul Grund. Som Bundfarve for Buklerne vexler blaat, gult og grønt, i hvilke Akanthusranker o. 1. er udsparede. Ifølge Piccolpasso skal disse scanellati kun være udførte i Castel Durante, men mange af dem viser i Ornamentiken et saa nøje Slægtskab med Casa Pirota’s Stil, at man med formentlig bedre Samvit- tighed kan lienføre dem til denne Faenzas berømte Fabrik. Det senest daterede Stykke fra Casa Pirota har Aarstallet 1536, men Fabriken bestod langt længere. Dog næppe vedblivende som den ledende. Dens Ornamentmaleri veg i hvert Fald fra ca. 1535 Pladsen for Figurfremstillinger af den Art, som imid- lertid var bievne moderne i Urbino, og som var tegnede ikke i blaat, men mangan og malede med mere naturalistiske Farver end Faenzas, derunder en fyrig og dominerende Orange. Som Hovedrepræsentant for denne Retning nævnes gærne Baldassare Manara. Man liar senest ment, der var to af dette Navn, en ældre og en yngre, af hvilke den sidste skulde have Ansvaret for de ringere af de med et B. M. eller hele Navnet signerede og jævnlig daterede Arbejder. Den Aarrække, hvorover disse spænder, er dog saa kort, at den ikke sandsynliggør, end sige nødven- diggør en saadan Forklaring af Kvalitetsforskellen mellem de bedre og de ringere Stykker, til hvilke Navnet Manara er knyttet; thi det ældste, der har været set (men længe har været forsvundet), var dateret 1528, det yngste, en Medaljon i British Museum med en Fremstilling af en ferraresisk Fændrik, 1536. Det berørte Spørgsmaal er iøvrig ikke af større Vigtighed; thi det er i hvert Fald med Urette, at Navnet Manara er blevet nævnt Side om Side med Nicolo da Urbino, Maestro Giorgio, Xante og andre Navne paa den italienske Majolikas ypperste Mestre. Selv de bedste af de hidtil kendte Stykker med Manaras Signatur (deribl. »Opstandelsen«, Fig. 133, fra 1535 og en Skaal i Berliner-Museet med Kongernes Tilbedelse) skyldes en Kunstner, der kun var en ru-