Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.
Forfatter: Emil Hannover
År: 1919
Forlag: Henrik Koppels Forlag
Sted: København
Sider: 574
UDK: 738 Han
Med Et Indledende Afsnit Om Oldtidens Terracotta
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
314
-î
de engelske Fayencer ved at efterligne dem. Saint-Amands Frembrin-
gelser i den Retning har et lignende Mærke som de tidligere, men ofte
Ilankeret af et S og et A. De er gærne gule i Glasuren og dekorerede
enten i Camaïeu eller i flere Farver og undertiden kantede med Guld.
Ser man nu fra det
østlige og nordlige
Frankrig til det vest-
lige og sydvestlige,
idet man samtidig
bortser fra de Fa-
briker, der, som
Moustiers’ med dens
mange Aflæggere al-
lerede ovenfor er be-
handlet som staaen-
de i aller forreste
Plan, møder man og-
saa dér enkelte Byer,
som Tid efter anden
som dog i det store
ï
■
*
Fig. 383. Hirel de Choisy: Polykromt malet Terrin.
Rennes, ca. 1750—60. Museet i Rennes.
udviklede en eller anden lille Specialitet, men
og hele fulgte de allevegne gængse Forbilleder, og hvis Fabrikater
det derfor i de fleste I ilfælde er vanskeligt at skælne fra hverandre.
Der er saaledes RENNES i Bretagne. I det derværende Museum
smigrer man sig med at have samlet over halvtredie hundred af
Byens egne Fayencer. Mærkeligt vilde det dog være, om ikke nogle
fremmede skulde have forvildet sig ind iblandt dem. Thi selv fra sag-
kyndigste Side, af Forfatteren til »Les anciennes faïences rennaises« (L.
Decombe), er det indrømmet, at hans Bys Fayencer let kan forvexles
med andre. Deres Ler blev hentet mange Steder fra og er derfor uéns-
artet sammensat; deres Glasurer varierer i Tonen; deres Former, der
bl. a. for Terrinernes Vedkommende ser ud til at være støbte over Ar-
bejder i Sølv, adskiller sig ikke herved fra tyve andre Fabrikers; deres
Dekorationer staar i Stilen snart Rouen, snart Moustiers, snart Mar-
seille saa nær som omtrentlig tænkelig. Man har peget paa den mangan-
violette som en Farve, der i Rennes’ Fayencer skulde gøre sig stærkere
gældende end i andre. Med Urette! Thi lige op til Herrebøe i Norge
og Rörstrand i Sverige har denne Farve Side om Side med den blaa
været fremherskende i talrige Fabriker, og da den altid er oplagt til at
»bruse« eller »koge«, er heller ikke den Tilbøjelighed, den i saa Henseende
viser paa Rennes’ Fayencer, noget paalideligt Kendetegn for disse. Ikke
desto mindre har de Stykker, som paa Grund af Signaturer med fuld-