Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.
Forfatter: Emil Hannover
År: 1919
Forlag: Henrik Koppels Forlag
Sted: København
Sider: 574
UDK: 738 Han
Med Et Indledende Afsnit Om Oldtidens Terracotta
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Hoveder og med kold Maling i blaat og rødt, der henimod det 2det Aar-
hundred f. Chr. var en Specialitet for Værkstederne i Canosa. Kun i
ganske enkelte Stykker eller Arter, derunder de dyrehovedformede Rhy-
ton’er, hvoraf der navnlig i Museet i Neapel findes tidlige og skønne
Exemplarer (Fig. 29), kan de plastiske
græske Vaser maale sig i kunstnerisk
Værdi med Vasemaleriernes mangfol-
dige Mesterværker.
Forinden sin Afblomstring fik den
blomstrende Stil en sidste Opblom-
string. Men det var paa italiensk
Grund, ikke paa græsk. Landflygtig
formedelst allehaande sammenstø-
dende Omstændigheder fandt det græ-
ske Vasemaleri i de sidste Aarhundre-
der før vor Tidsregning en Række nye
Hjemsteder i Italien, d.v. s. i Apulien,
Lucanien og Campanien.
Af disse tre keramiske Provinser af
det græske Moderland synes APU-
LIEN at have været den produktive-
r ste. Hjemmehørende her er de store
Fig. 27. Parfumekrukke i Form af,en ' .
Aphrodite-Buste. Eremitagen i Amphoraer (Fig. 30) med de nøje
st. Petersborg. Hanke, hvis Voluter ruller sig sam-
men om Gorgo nhoveder. For Størstedelen viede til Gravkultus er
disse Amphoraer overvejende dekorerede med Dødsapotheoser, med
Billeder hentydende til Døden og Underverdenen, i hvilke Midtpunktet
gærne er det lille Søjletempel, Heroon, hvori den heroiserede Afdøde er
fremstillet siddende. Men ved Siden deraf er en anden og berømt
Gruppe af de apuliske Amphoraer dekoreret med Theaterscener (efter
de store græske Skuespilforfattere) og en tredie med heroisk-episke
Motiver. Nogenlunde fælles for alle Grupperne er deres ejendommelige
koloristiske Karakter. Den skyldes foruden det mere brune end røde
Ler en rig Anvendelse dels af hvidt, dels af gult, der i Forening danner
en Grundkontrast til den sorte Fernis og det røde Ler. En særlig - — og
sen — apulisk Specialitet er opkaldt efter Findestedet: GNA1HIA
(Nutidens Fasano), men er med sit ydre og indre Overtræk af sort Fernis
(Fig. 31) iøvrig en Udløber af en gammel attisk og bøotisk Art. Der
findes Gnathia-Vaser, -Kander osv., paa hvilke Dekorationen endnu er
udsparet paa traditionel Vis, men i hvilke det dog mest er de røde, gule
og hvide Retoucher, som giver Dekorationen dens maleriske Karakter.