Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.

Fig. 440. Kaffekande med flerfarvet Dekoration. Durlach, 1827. Johann Adam Benchiser. Hverken hans eller noget andet Mærke, som røber deres Herkomst, findes paa Durlachs ældre Fayencer; derimod forekommer sortmalede Tal fra 1—8, som synes at betegne Størrelsen af enkelte Dele af Servicer. Tillige møder man Maler-Navne som Löwer, Keim, Dumas og Karl Wettach. Først da Fa- briken i Begyndelsen af det 19 de Aarhundred slog ind paa Fremstillingen af »engelsk« Fayence, fik den et Mærke, idet den stemplede »Durlach«. Om dens ældre Fayencer oplyser Brinckmann, der har gjort dem til Genstand for særlige Studier, at deres Skærv er lys, gulliggraa, undertiden med et rødligt Skær. Fraregnede de ældste af dens Krus og Kander har disse uglaseret Bund med grove Spor af Afsnøringen fra Drejeskiven. Af deres Farver er den blaa lidt bleg og udvasket i de ældre Stykker, senere mørk og kraftig. Mangan er rigelig anvendt og optræder gærne »opbrust« med mange hvide Prikker. Den grønne er bleg, blaalig og sløret. Gult forekommer som Citrongult, der er skygget med Okker. I de ældre Stykker findes yderligere anvendt en brungraa, i de yngre en tør teglrød. Sort er anvendt i Indskrifter og desuden som Regel i Omridstegning. En stor Del og den anseligste Del af Durlachs Fayencer er Kander med Tin- laag og Fodring af Tin (Fig. 440). Dekorationen bestaar i disse gærne af nogle Rococo-Ornamenter som Ramme om et Billed paa Forsiden. Billederne forestiller Haandværker-Emblemer eller haandværksmæssig beskæftigede Figurer. Hertil slutter sig gærne Indskrifter: Bestillerens Navn, Aarstal, rimede eller andre Fyndord. Til begge Sider af Hanken ses gærne Blomster, Roser, Tulipaner eller Forglemmigej. Den Type, som her er beskreven, holdt sig helt ind i det 19de Aarhundred. Endog længe efter den Tid, da de uregelmæssige Indramninger var gaaede af Mode, benyttede man undertiden i Durlach rene Rococo-Ornamenter til Ramme. Først omkring Midten af det 19de Aarhundred gik Fa- briken ind. Sin Blomstringstid synes den at have haft i sidste Fjerde- del af det 18de. Hvad dens »Steingut« (engelsk Stengods) angaar, er det af en gullig graa, sjældent helt hvid Skærv med gul eller gulbrun, sjældent helt hvid Glasur. De hvide Varer er som Regel umalede, undertiden dekorerede med Landskaber i blaat eller med Smaablom- ster i brogede Farver; de gule er som Regel prydede med Friser af Vinløv i mørkebrunt eller sort. Til Fabriken i MOSBACH, en badensisk By, der tilhørte Kurpfalz