Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.
Forfatter: Emil Hannover
År: 1919
Forlag: Henrik Koppels Forlag
Sted: København
Sider: 574
UDK: 738 Han
Med Et Indledende Afsnit Om Oldtidens Terracotta
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
22
af store Plader. Hyppig behandlede er ogsaa dionysiske Emner, hvori-
mod Hentydninger til Døden og Graven er sjældne. Figurerne er gærne
lavstammede, Ornamentiken mindre blomstrende end den apuliske,
Helhedsindtrykket noget tungt og massivt. En Særstilling indtager de
Fig. 30. Apulisk Vase med Døcls-
apotheose. Berlin.
Vaser, der er signerede af Assteas og antages
at tilhøre 2den Halvdel af det 4de Aarhun-
dred. Da adskillige af dem er fundne i
Pæstum, er de af flere Forskere bievne hen-
førte til Lucanien, og deres Stil minder og-
saa nok saa meget om den lucanske som om
den apuliske. Hans Hovedværker er to ofte
afbildede Kratere, det ene (i Neapel) med
en Fremstilling af Phrixos og Helle, der
rider over Hellespont, det andet (i Madrid)
med en Fremstilling af den rasende Hera-
kles. En anden snævert afgrænset Gruppe af
campanske Vaser er dekorerede med Scener
af en Slags Narrekomedie. Endelig maa
nævnes en tredie Gruppe, bestaaende af be-
skedne Skaale og Smaakander med latinske
Indskrifter og vistnok hidrørende fra det
3die Aarhundred (Fig. 33). De har en egen
metallisk glinsende sort Fernis, paa hvilken der med hvidt — med gult
og brunt som Hjælpefarver — er malet Kranse af Efeu eller Frugter,
medens Midten er smykket med en Eros i en eller anden legende Stil-
ling. Af deres Indskrifter: Veneres, Junonenes, Menervai, Volcani, For-
tunai, Belonai, Aislapi pocolom (poculum) fremgaar det, at de var viede
visse Guddomme. Ved at give de Døde dem med i Graven synes man
at have tilstræbt at stille dem under de paagældende Guders Beskyttelse.
1 det 18de Aarhundred og et Stykke ind i det 19de, da Vaseviden-
skaben endnu befandt sig i sin Barndom, kaldtes græske Vaser af næ-
sten hversomhelst Art sædvanlig ETRUSKISKE som Følge af, at Etru-
riens Jord var deres ældste frugtbare Findested. Men ogsaa aktivt havde
Etruskerne et gammelt Forhold til Terracottaen. De anvendte den ved
Udsmykningen af deres Templer til Billedstøtter og Billeder og navnlig
til de bekendte Sarkofager med de Afdødes Skikkelser hvilende paa
Laaget. Foruden Vaser, som var indførte fra Grækenland eller skyldtes
indvandrede græske Kunstnere eller var slaviske Efterligninger af de
græske, har man desuden alle Dage i Etrurien udgravet Vaser af en
absolut lokal Karakter. Deraf er de tidligste de saakaldte vasi di bue-
chero-nero. I de ældste af disse, der er saa gamle, at de er formede med