Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.

26 Fig. 35. Arretinsk Skaal. Samlingen Loeb. haandværk, hvorom de nævnte Fund med al deres Rigdom og Skønhed dog kun giver en altfor sparsom Underretning. En særlig og mægtig stor Gruppe af støbte antike Lervarer danner Lamperne (Fig. 36). Langt den største Del af disse er ikke ældre end fra Kejsertiden. De forholdsvis faa, som tilhører en tidligere Tid, saaledes de Votiv-Lamper, man har fundet paa Athens Akropolis, er, i Modsætning til de senere, drejede, kun dekorerede med nogle koncentriske Linjer og saa- ledes overvejende af kulturhistorisk Interesse. Med Kejsertiden bliver den romerske Indflydelse saa stærk, at den meddeler sig endog til de mindste Ting af græsk Oprindelse, derfor ogsaa til Lamperne. Græske og romerske Lamper fra Kejsertiden frembyder følge- lig teknisk sete ingen Forskelle. De er støbte i to Former, af hvilke den ene har givet Underdelen til Resultat, den anden Overdelen og Hanken. At henføre disse Lamper med Sikkerhed til det ene eller andet Sted lader sig i de færreste Tilfælde gøre; thi skønt de længe har været et efterspurgt Objekt blandt Samlere og i store Mængder er til Stede i mange Museer, har Videnskaben kun beskæftiget sig lidet med dem. En af de indsigtsfuldeste Fremstillinger af deres Ud vikling og Ejendomme- ligheder skyldes en dansk Amatør, Blomstermaleren William Hammer (»Om de antike Lerlamper«. København, 1887).' Han inddeler dem i 1) de tidligste (græske) drejede Lamper, hvis Kendetegn er den ind- vendig ophævede Bund, 2) de græsk-italienske drejede Lamper, der er af et graat magert Ler og har en stor plump Tud samt en stor rund Hank, 3) de formede (støbte) græske Lamper, hvis Overflade er hvæl- vet eller buet, og hvis Oliehul er indesluttet af en i Reglen ophøjet Ring, 4) de arkaisk-romerske Lamper, der med faa Undtagelser er lavede i Form og er høje og plumpe med vandret Overflade samt opstaaende Yderrand og brat afskaaren, svagt buet, bred Tud, 5) de romerske Lamper fra Kejsertiden, der altid er støbte, og hvis Hovedkendemærke er den fordybede Overflade. Den sidste Gruppe er, som antydet, langt den største og vigtigste; altfor stor til, at vi her kan gaa i Enkeltheder m. H. t. de mangfoldige Former (ofte med flere Tude), Dekorationer og Fabriksmærker de frembyder. Vi nøjes med at gengive en enkelt af Tavlerne med romerske Lamper fra William Hammers Skrift, der dog kun giver en fattig Forestilling om den enorme Opfindsomhed, der i den klassiske Oldtid ofredes paa denne lille Ting. For Hammer, der