Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.

32 paa deres Karakter. Fugtighed eller Kalkholdighed i Jorden kan gan- ske forandre et Lers Konsistens. Desuden maa det erindres, at mange af de til Gravgaver bestemte Statuetter er bievne brændte en sidste Gang sammen med de Døde. Den store Masse af de antike Terracotta-Statuetter bestaar — fra- regnet Hovedet og tildels Lemmerne, der blev særskilt modellerede - af to Dele, 1) den i en Hulform pressede Forside, og 2) den i Almindelig- hed glatte, uformede Bagside, hvori der som Regel er et Hul. Naar For- siden var presset og Bagsiden tilføjet, modelleredes Hovedet med dets Frisure, Hænderne, Fødderne og andre fritstaaende Dele, Vinger, Vifter m. in. Undertiden var Figuren massiv. Men da der i saa Fald var den Risiko forbunden med den, at den af sine Dampe sprængtes under Branden, blev den i langt de fleste Tilfælde tilligemed sin Sokkel frem- stillet hul og oftest med det ovennævnte Hul i Bagsiden, gennem hvilket man under Formningen kunde faa en Finger ind for at samle Figurens to Halvdele, og som under Branden tjente til, at Dampene kunde slippe ud. Saaledes som de kom ud af Formen, gik de fleste antike Terracotta- figurer i Ovnen. Men i Tanagra blev alle finere Figurer før Brændingen underkastede en Retouche, og det er den, de skylder de Fortrin, de som Regel har forud for andre. Thi Retouchen udførtes af virkelige Kunst- nere, der gav hver enkelt Figur det Individualitetspræg, den nødvendig- vis maatte mangle efter sin rent mekaniske Herkomst. Naar Figuren saaledes var færdig, blev den brændt ved en lav Tempe- ratur, der dog langt fra altid var lav nok til at forebygge, at den slog Revner. Efter at være brændt blev den dyppet i et Bad af limholdigt Kalkvand, af hvilket den gik ud med et hvidt Overtræk. Desværre var dette en uholdbar Teknik. Limkalken sprang i Tidens Løb af og tog for en stor Del de Farver med, for hvilke den tjente som Undergrund. Dels derfor, dels af foran nævnte naturlige Aarsager til deres Sønder- slagning er de antike Terracotta-Statuetter som oftest alt andet end soignerede Fremtoninger. Det har Falsknerne ikke altid gjort sig klart, og et af de almindeligste Kendetegn paa de massevis forekommende primitive Forfalskninger fra dette Omraade er derfor deres altfor udadel- lige Tilstand. Men de primitive og ikke videre farlige, næsten altid for tunge (tyske?) Forfalskninger af de antike Terracotta-Statuetter er ikke de eneste existerende. Omtrent fra det Øjeblik, da disse Statuetter kom for Dag- ens Lys i større Mængde og blev et Mode-Objekt for Museer og Samlere, et Øjeblik, som ikke ligger længere tilbage i Tiden end de første Aar af 1880’erne, er den stigende Efterspørgsel efter dem bleven imødekom- met af græske Falsknere, som var drevne nok i deres Fag. Til alt Held