Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.

(Fig. 69) optræder disse Gengivelser af virkelige Blomster da ogsaa mellem Blomster af ren ornamental Natur, uden at Øjet eller For- standen tager Anstød deraf, ligesom de i saadant Sammenhæng jævn- Grund, paa hvilken andre Blomster er udsparede. Paa de dybe, runde Fade eller Tallerkener, paa hvilke den tyrkiske Keramik er saa over- vældende rig, voxer Blomsterne ofte op i Vifteform fra et fælles Punkt i Periferien af Bunden. Eller de dæk- ker denne i store smukke Sving af deres Stængler. I Flisesammenstil- linger voxer de hyppig op fra en Vase, spredende sig ud over de en- kelte (altid firkantede, aldrig stjærne- og korsformede) Fliser, af hvilke hver især bærer sit tilfældige Stykke af hele den dekorative Komposition. En lille. Afdeling for sig danner de mere lig er anvendte som en farvet Fig. 68. Fad ined Kvindeportræt og Blom- ster. Daghestan, 16de—17de Aarh. Metro- politan Museum, New-York. sjældne end egentlig smukke Tallerkener, i hvilke Blomsterne er henlagte paa en Bund, der er skælmønstret i blaat og grønt. Ogsaa en graablaa og en brunrod Bund kan forekomme. Reglen er dog den, at Blomsterne med deres rene Farver tegner sig mod Fayencens rene hvide Grund. Foruden de ornamentale Blomster, som i den skildrede Form er ud- præget tyrkiske, ukendte i persisk Keramik, indgaar i de tyrkiske Halv- fayencers Dekoration de persiske Ranker me(l de lange, fjederformede og takkede Blade og de store persiske Palmetteblomster, hvis Forbilled i Naturen maaske var Tidselblomsten. Hertil kommer som det tredie Element den abstrakte Arabesk, der sjældent optræder alene, men gærne er underordnet de to andre Elementer og tjener til at udfylde de tomme Rum iblandt dem. Helt udelukkede som Motiver fra disse Halvfayen- cers Verden er ikke de levende Væsener. Løver, Leoparder, Antiloper, Hjorte, Harer, Heste, endog Menneskeskikkelser med lange Gevandter og med Turban paa Hovedet forekommer. Ogsaa findes der Fade (end- og særlig skønne) med Barke, Galejer og andre Sejlskibe. Men alt sligt er forholdsvis sjældent. Den typiske tyrkiske Fayence-Dekoration er planteornamental paa tusindfold forskellig Vis. Hvad nu dens Farver angaar, er, som sagt, den røde dens særlige Kendetegn. Ligesom i de. senere Kirman-Fayencer er den i de tyrkiske fremstillet af revet Bolus, der er paalagt i tykt Lag, og som, følelig lor- højende Overfladen paa det paagældende Sted, ligger absolut fast under