Studier fra Verdensudstillingen i Paris
Forfatter: Adolf Bauer
År: 1889
Forlag: Trykt hos Nielsen & Lydiche
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 54
UDK: 061.4(100) Paris
DOI: 10.48563/dtu-0000014
Exposition universelle internationale de 1889
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
22
Sevres har til »Administratorer« — saaledes lyder den officielle Titel — afvexlende
havt fremragende Teknikere eller ansete Kunstnere. Med Deck kom den forhenværende
Arbejder, der ved sin Dygtighed har hævet sig til en selvstændig og anerkjendt Stilling,
til Roret. Man fortæller, at ved et Besøg, som Deck gjorde i den danske Afdeling af Ud-
stillingen, blev en dansk Fajancefabrikant forestillet for ham. Beskedent sagde denne da,
at han egentlig kun var en simpel Ovnmager. »Jeg selv er ogsaa begyndt saaledes«, var
Decks Svar, og der er over den undersætsige kraftige Skikkelse med det af en Løvemanke
omgivne Hoved og det tilbageholdne Væsen Noget, der ogsaa nok betegner ham som en
af det legemlige Arbejdes Mænd. Men var det allerede i og for sig mærkeligt, at man
i Frankrig -— der ikke i alle Forhold er saa demokratisk, som det undertiden har Udseende
af — valgte en Mand udenfor den Kreds, hvorfra Lederne af Anstalten som Regel toges,
saa var det dobbelt opsigtvækkende, at Valget faldt paa en privat Fabrikant, om hvem
det ikke engang kunde siges, at han havde faaet sin Uddannelse i Anstalten. Men Sagen
var den, at Deck var Frankrigs første Navn paa det keramiske Omraade, rigtignok dog
kun som Fajancefabrikant. Den Ære, Frankrig havde høstet paa dette Omraade i 1878,
skyldtes Decks dejlige dekorative Arbejder, store pragtfulde Fajancevægge, hvormed han,
som tidligere omtalt, havde beklædt Byen Paris’s Pavillon. Hans Bog la Fa'ience anses
ogsaa som et Hovedværk i denne Gren af Literaturen, om han end, som i Reglen Fransk-
mændene, kun veed nøje Besked med, hvad der præsteres i hans eget Land.
Med Decks Ansættelse var Striden i Fabrikken øjeblikkelig bilagt, og ogsaa det
store Publikum syntes at modtage Budskabet om hans Ansættelse med Tilfredshed.
Spørgsmaalet var nu, om han, der navnlig er Fajancens Mand, var istand til at hæve den
egentlige Porcellænstilvirkning til en ny Højde og derigjennem den Fabrik, for hvilken
han var stillet i Spidsen. Med Forventning imødesaa man Udstillingen, fordi man der
ventede Svar paa dette Spørgsmaal.
Dette er egentlig for fordringsfuldt. Knap i to Aar har Deck været adminisirateur,
og selv om han i dette Tidsrum har kunnet foretage vigtige Reformer el. Lgn. i Anstaltens
Drift, kan man ikke forlange, at han i Løbet af saa kort Tid skal kunne vise nye
Resultater af omfattende Betydning. laltfald maa man huske, at en Anstalt som Sévres
forbereder sig, naar den er ledet som den skal, gjennem mange Aar til sin Deltagelse i
en Udstilling som den nærværende, og dens »Salon« maa derfor for en væsentlig Del
komme til at indeholde Arbejder, der allerede ere paabegyndte under Forgængeren.
Saaledes forholder det sig ogsaa. Hvad der iaar er præsteret af Nyt i Sévres,
det saa meget omtalte »nye Porcellæn«, er i Virkeligheden forberedt gjennem lange Tider.
I den Beretning, som Anstaltens Tilsynsraad, en Slags Censurkomite, afgav i Anledning af
en lille keramisk Udstilling, der afholdtes i 1887 i Paris, og hvori adskillige af Sevres’s
Arbejder kritiseredes ret alvorlig, pegede det allerede hen paa de nye Opfindelser, som
vare gjorte af Kemikerne, og om hvilke det udtaltes, at disse i Forbindelse med de
kunstneriske Talenter i Fabrikken vilde give Keramikken nye Impulser og lod haabe en
hel ny Æra for Sévres. Denne Bestræbelse for at finde det nye Porcellæn hænger sammen
med den Bevægelse, der for Tiden er oppe paa det keramiske Omraade.
Intet Land har havt en saa mægtig Indflydelse paa Porcellænstilvirkningen i Europa
som Kina. Ligesom det er derfra, at de Impulser udgik, som fremkaldte Fabrikationen
i Europa, saaledes synes det i Nutiden at skulle give Anledning dels direkte, dels indirekte
til en Gjenfødelse af Porcellænsindustrien. Da Plyndringen af Sommerpaladset havde bragt
Masser af kinesisk Porcellæn til Europa, da Bekjendtskabet til Kina og Japan blev
intimere, og man derved i Europa lærte at kjende ikke blot disse Landes moderne Handels-
varer, men ogsaa Pragtstykkerne fra tidligere Tider, da var det, ligesom der faldt Skjæl
fra Europæernes Øjne. De forlangte nu noget Andet og Mere, end de hidtil havde fordret